Maria i Bangladesh

Så er jeg hjemme

2010-05-03T23:45:00.001+06:00

Så er jeg kommet hjem til Danmark og er blevet meget godt taget imod. Der var både danske og bengalske flag i lufthavnen og friskbagt rugbrød. Inden da tog jeg afsked med skolen og alle børnene. Det var hårdt. Jeg nåede også lige et par dage i Dhaka, hvor jeg var i den internationale kirke og på den nordiske klub, så jeg kom lidt brun hjem. Herhjemme har jeg haft mine sarier på et par gange og min mor og søster har også fået lov til at prøve.
Her kommer nogle billeder fra skolen osv.
Her kommer lige først klassebillederne. Alle skolefotografer har det problem at hele klasserne ikke er der, så de yngste klasser er lidt større i virkeligheden.

Det her er play clas, de er fra 4 år. Kære unger, men lidt overvældende, for vi nåede vidst op på at have 34 af dem.

Her er 0. klasse. De er BØRN, med al den energi, som børn har og skal have.

Her er 1. klasse. Her begyndte jeg at kunne kommunikere på engelsk meningsfuldt. Desuden har de matematisk begavelse herinde og stiller skarpe spørgsmål.

Her er 2. klasse. De elskede at lege Bum, så selv i pauserne og til legedag kunne de spørge om vi ikke skulle lege Bum.

Det her er 3. klasse. De var helt vilde med at lave forsøg i sceince. Mustaque (en af lærene, deres sceince lærer) fandt ud af det og lavede mange forsøg med dem.

Her er 4. klasse. De er en flok friske unge mennesker, hvoraf to af drengene (nr. 3 fra venstre, Biplob og nr. 2 fra højre, Sumon) begyndte at snakke om at blive lærere, fordi de havde lært noget om, hvad en god lærer er.

Her er 5. klasse. Hele 5. klasse. Tre skønne unger, hvoraf de to drenge vil være læger og pigen vil være sygeplejerske. Dog er det kun Shourav (i midten), der var sikker, de to andre skiftede lidt mere rundt. Her er engelsk niveauet noget af det bedste i hele Nuzipur/Potnitala, hvor skolen lå, så dem er jeg stolt af.

Her er personalet på skolen. Fra venstre Shita (hindu), der laver the, trøster playclass og den slags. Så mig (kristen), som har lavet alt muligt bl.a. meget læreundervisning. Så Parthwa (hindu), der er meget kreativ og har et ret godt engelsk niveau. Jagadish, (hindu) der er skolens leder og har timer især i de store klasser. Kabir (muslim), der har rigtig meget grammatik undervisning og som er dygtig til det. Han har også forsøgt sig med stileskrivning. Aloka (kristen), den eneste kvindelige lærer og play class og 0. klasses favorit lærer, samt hende som volontørerne bor sammen med. Ashim (kristen), ny lærer, der har mod på at kaste sig ud i nye tiltag. Kamol (hindu), der er ved at få ret godt styr på de små klasser og har opfundet nogle nye lege til dem. Bagved: Mustaque (muslim), der underviser meget i naturvidenskab. Kæmpede for at lave forsøg med eleverne, og det kunne de godt lide. Sukumar (kristen), elsker børn og starter gerne dagen med at ridse op, hvad dag, dato og måned det er i bedste rundkredspædagogik stil. (Han har playclass i første time, så det er super godt). Shyon (kristen), pedel, men styrer også "fritidsordningen" for de af de små, der ikke tager direkte hjem.

Her er vi alle sammen.

Her kommer lidt billeder fra skolen generelt.

Jeg brækkede tåen i februar måned, ogg det så sådan ud, da den var forbundet.

Jeg havde den pænt pakket ind på skolens picnic. Her har jeg Taposh og Toma på skøddet, de er søskende (Taposh er storebror). Far er vandriver (cykelvan) og mor er Shita, skolens the dame.

Cricket er en populær sport på skolen.

Klokken ringer ind. Også, når der ikke er strøm...

Aloka underviser 2. klasse i computer. Det var et favoritfag.

Vi lavede skuespil. Her er Parthwa kong Middas.

Her er Aloka (lilla) blevet til guld, Jagadish (til venstre) og Sukumar (til højre, i lungi) tjenere, Jagadish er også guld og Sukumar er flygtet. Ashim og Mustaque er fortællere på henholdsvis engelsk og bangla og Parthwa er stadig kongen, men nu mere fortvivlet.

Så er der gruppebillede bagefter.

Lidt mere tør læreundervisning, men stedord, som Kamol øver her er også vigtigt.

Som udlænding i Bangladesh blev jeg behandlet som en princesse. Her er der et parlamentsmedlem, der skulle besøge en anden skole, da han så mig foran vores. Lærerne gænnede mig hen til ham og jeg snakkede en hel del med ham, bl.a. om Søren Pind, der jo var i Bangladesh (det var et par dage efter at Søren Pind var taget hjem igen). Som afskedsgave gav han mig en gul sari.

Da jeg havde sidste dag (og i ugerne op til) kom børnene med blomster til mig, som de havde plukket rundt omkring skolen. Her er det Biplob fra 4. klasse (til venstre) og Shourav fra 5. klasse (til højre).

Og lidt flere billeder

2010-05-03T23:44:00.001+06:00

Alle billederne kan klikkes store, det gælder også billeder fra gamle indlæg!

Her er skolens kopi af en berømt statue af de intelektuelle, der blev slagtet under frihedskrigen i 1971.

St. 4 har geografi time med globus. Den er oppustelig og der er to af dem på skolen.

Mustaque underviser st. 3 i sceince med et forsøg.

Ashim brugte matematik stafetten med st. 1

Vi øver til den 26. marts.

De store drenge lærte også at spille ultimate. Det var sjovt, og siger noget om deres engelsk niveau, at jeg kunne forklare dem det på engelsk.

Her er de store drenge i gang med at spise pandekager. Det gjorde vi udenfor, og de gik til den.

Her er det de store pigers eftermiddag. Vi lagde make-up på hinanden, lavede papirklip og dansede.

Hama perler var et hit i alle klasserne. Her er det play-class, der laver halskæder.

Riatun og Rifatun (enæggede tvillinger) demonstrerer, hvordan man vasker hænder. Det blev især de små gode til.

Her leger vi frugtsalat. Vi havde ikke stole nok, så vi brugte avis sider med grus på, så de ikke fløj væk. (Mitu, st. 1 og Polash st. 2 løber)

Jeg kom også i skole med brækket tå, jeg tog en vancykel.

Morgengymnastik.

Her leger jeg matematik stafet med lærerne, for at introducere dem til det.

Og endda lidt film

2010-05-03T18:14:00.007+06:00

Her er lige nogle korte videoer med situationer fra skolen:
(Selvom skærmene er sorte kommer filmene i gang, når man trykker play knappen)
I den første film underviser Kabir st. 5 i engelsk grammatik.
I den anden film øver de til d. 26. marts.
I den tredje film beviser Parthwa at undervisning ikke behøver at være kedeligt. St. 4 konkurrerer i hurtigst at finde 6 ord inden for forskellige kategorier.
Her underviser Sukumar st. 4. Bemærk, hvor læringsivrige de er.

En anderledes engelsk time.

2010-04-15T12:23:00.000+06:00

Jeg udfordrede laererne til at lave en helt anderledes engelsk time. De skulle simpelthen glemme boegerne helt og bare taenke paa, hvad eleverne traengte til at traene i deres engelsk. Det blev forholdsord og prepositioner. (Her havde vi vist vejen ved at lave en time i starten for laerene med dette tema). For at faa elever nok tog vi 3-5 klasse sammen. Saa havde vi 15 stk. Jeg bad laerene lave nogle oevelser, hvor man traenede praepositioner. Det kom der oevelser som “stil dig op paa trappen”, “hent en baenk ned”, “stil jer op efter hoejde – den mindste forrest” osv. ud af. Vi delte eleverne i to hold (det var Parthwas ide) og de konkurrede. Det lykkedes nu aldrig at finde en vinder, da pointsystemet havde visse grelle mangler fx var det bare det foerste hold, der var faerdigt, der fik point – uanset om de havde gjort det rigtigt eller ej.
Det blev en succesrig time paa to planer. Da vi var faerdige sagde flere af eleverne skuffet “play finnished?” og dagen efter kunne det ikke lade sig goere for Aloka at overbevise st. 4 om at “my elder sister” var den mindste.
Jeg maa hellere lige paapege at den nye laerer, som jeg har kaldt Ashimpal i virkeligheden heder Ashim Paul og meget gerne vil kaldes Ashim, naar alle de andre nu bliver kaldt ved fornavn.
Der har vaeret nogle kraftige storme, som kaldes cykloner af folk her, men jeg indtil videre er det vaerdste der er sket mig, at min tandboerste er blevet daekket med sand.
Saa lakker det ogsaa mod enden for mig. D. 27. april stikker jeg snuden hjemad. Det bliver med blandede foelser. Det bliver godt at se mor, far og soester igen efter 8 maaneder. Det bliver i det hele taget godt at se noget andet, end bengalere igen (selvom bengalere er kaerlige og skoenne, saa glaeder jeg mig til at vaere lidt mindre kendis). Men det bliver haardt at sige farvel til alle her. Isaer mine boern. Jeg havde en opgave i Rajshahi og var vaek tirsdag-onsdag og jeg var MEGET glad for at se mine skoenne under igen onsdag aften. Jeg bliver vidst noed til at lade det vaere et “aber dekar hobe, ami abar asbo” (vi ses igen, jeg kommer igen).
PS: Min blog har vaeret noget billedfattig, men jeg vil gerne give jer nogle billeder, naar jeg er kommet hjem, saa tjaek endelig op igen.

Her kommer lige lidt loest:
Har vi sommertid???
Noget af det foerste kaotiske jeg husker fra august og starten af september var forvirringen omkring, hvorvidt vi havde sommertid eller ej. I december valgte regeringen at droppe sommertiden indtil 1. april, men vi har i hvert fald ikke hoert noget om sommertid her ude... Jeg maa indroemme, at naar regeringen ikke gider informere os, saa lader vi bare som om, der ikke er sommertid, alle sammen, saa ja, jeg har overgivet mig og koerer efter vintertid. I oevrigt tror jeg ikke, at der er sommertid, da posthuset lukker kl. 4 og ikke kl. 3, men vi faar se i Dhaka.

“Jeg har faaet et giftigt slangebid.”
Forkynder Muminul med rolig roest ud i st. 5. Han viser stolt en fuldstendigt bidfri arm frem, men der er tegnet to prikker paa underarmen. Shorov forsoeger at klynke over en “braekket” arm, men det drukner lidt i fnisen. Han har to linealer bundet fast til armen med tape, hvilket gav en aegte klynken, da jeg skulle hjaelpe ham af dem igen. (dog ikke saa voldsomt) Tonusree naermer sig faktisk at komme rigtigt til skade, da hun i forsoeget paa at fingere et elektrisk chok stikker fingeren op paa loftsviften netop som stroemmen kommer igen, saa loftsviften gaar igang.
I st. 5 skal eleverne laere om foerste hjaelp i SSB (samfundsfag) Det har en tendens til at blive udenadslaere, men Kabir og jeg har arbejdet med nogle anderledes ideer. I dag har vi aabnet en skadestue, hvor Kabir er laege. Men han er ikke nogen helt almindelig laege, for han spoerger nysgerrigt patienterne, hvad de synes han skal goere. Han stiller dem overfor nogle aabentlyst forkerte valg og venter saa paa protesterne. Og de kommer hurtigt, fx synes Shorov, at hans arm skal roentgenfotograferes og ikke bare behandles af en traditionel helbreder, som Kabir foreslaar. Muminul er dog lidt mere krigerisk, han vil gerne fange slangen, men synes dog, at han skal have en modgift foerst, og mener ikke at bedstemors raad (som ogsaa kommer fra Kabir) om at lade giften fordele sig i kroppen er en god ide. Han har derfor bundet sit slips omkring armen, saa giften ikke spredes. Der opstaar en laegnere diskussion om, hvorvidt lungierne fra d. 26. marts kan bruges til forbindinger, da Tonusree mener, at de er beskidte, og derfor boer holdes fra saar, de andre er principilt enige, men beslutter sig for, at det ikke er saa afgoerende i dette tilfaelde, dels er det kun skuespil og dels er “armbruddet” ikke aabent, saa bakterier uden paa armen kan ikke skade. (Desuden er de helt stolte af de lungier, som har bragt dem paa “internettet”, hvad det saa ellers er for en fisk og som baggrund paa skolens computer)
Det er ret imponerende at se, hvor frit de faktisk kan formulere sig paa engelsk og hvordan de mere og mere forstaar det, de laeser. Da Kabir vil skubbe Tonusree vaek fra viften med en vaad bambusstok virker Muminul aegte bekymret. Man skal ikke lege med stroemmen, for som de har laert for et par dage siden oeger ureglmaessigheder i stroemmen faren for elektrisk chock og ureglmaessigheder i stroemmen har vi nok af. (hvis vi da har nogen stroem at have ureglmaessigheder i)

Jesus er himelens konge

2010-04-07T15:55:00.002+06:00

Jeg lavede paaskeaeg med Romeo fra playclass, en rigtig lille skoen unge, som ville vide, hvorfor jeg syntes at aeg havde noget som helst med paaske at goere.
Da han havde accepteret min forklaring om at JEsus opstod fra de doede ligesom der kan komme liv ud af et tilsyneladende doedt aeg ville han vide, hvorfor jeg lavede sorte kors. DEt ville han ikke rigtig acceptere og tog en blaa farve, og sagde en hel masse, men bl.a. at Jesus er himlens konge, saa korset skulle vaere "arkashi colour", hvilket betyder himmelfarvet.
Tja... Saa laerte jeg ogsaa det!

En sundhedsuge

2010-03-31T16:08:00.004+06:00

I denne uge har jeg ogsaa faaet lov til at se, hvordan forskellige missions selskaber hjaelper i Bangladesh.
JEg var med Aloka Bormon ude for at se, hvad hun laver i sin mobile clinic, hvor de besoeger fattige, svaert tilgaengelige (vi gik gennem rismarker for at komme derud) landsbyer og laver oplysning, kontrolvejning og kontrolerer kvinder, der er gravide.
I gaar var jeg saa paa LAMB hospital i Dinaspur distrikt, hvor jeg fik lov til at foelge nogle klumpfodapatienter.
Det er virkeligt fedt at se, hvor meget de kan goere for dem, hvis de kommer tidligt nok. Det er ikke engang alle, der har brug for opperation, hvilket er godt i varme og stoev.
I morgen bliver det saa disabillity program paa skolen.

Rigtige maend bruger nederdel

2010-03-31T14:33:00.020+06:00

Paa uafhaengighedsdagen den 26. marts fejrer man, at en bengalsk officer erklerede Bangladesh uafhengigt over radioen samme dag i 1971, hvilket blev starten paa den naesten et aar lange krig, som gav Bangladesh sin uafhaengighed. Det goer man i Nuzipur ved at skoleeleverne fremviser PT, som betyder Physcical Training. Det minder om gammeldags halgymnastik med lige raekker, armene frem og ned i knae. Og saa et drama til musik, som omhandler begivenhederne.

I aar skulle vores skole deltage for foerste gang. Der har vaeret en del spaendt forberedelse, men endelig kom dagen.
Vi startede kl. 5 med at Aloka ifoerte mig en roed/groen sari. Laerene havde nemlig bildt mig ind, at ALLE ville have groent roedt toej paa, og jeg ville noedigt skille mig alt for meget ud fra maengden i en lilla tree-pieces. Det viste sig, at ALLE er et lidt voldsomt ord til at beskrive to voksne kvinder, mig og nogle skolepiger, der skulle optraede. Jeg behover vel ikke at fortaelle, at en udlaending ifoert mit fine toej vakte opmaerksomhed paa pladsen? (Og nej, laerene havde ikke roedt groendt toej paa, men Kamol havde et roedt toerklaede i baglommen og PArthwa forklarede mig at han havde en roed/groen troje, men at han havde spildt ris paa den dagen foer, saa den var ikke ren)

Vi startede med at marchere til pladsen, som det kan ses havde jeg en god diskret plads lige bag ved Bappy, som foerte flaget. Nogen skulle jo soerge for at eleverne gik i takt...

Der var naturlig vis ingen PT, fordi tiden var gledet i programmet.
Saa lavede vi lige et gruppebillede, inden vi gik i gang.

Her er de saa. De stolte, frie bengalske maend. (Bappy, st. 4, Rumon, st. 2 og Biplob, st. 4) De har lungi, en slags nederdel, som man binder om sig paa. Og jeg har lovet at skrive, at de ogsaa har bukser paa indenunder, de var nemlig ikke helt stolte af situationen, da lungi er hjemmetoej eller arbejdstoej, og de gaar i skole og altsaa ikke arbejder, men det blev nu i oevrigt hurtigt glemt i latterkramper over, at en af de meget faa ordentlige bengalere var mig. Og jeg har sjaeldent faaet saa mange komplimenter paa en dag, og det kom endda ogsaa fra hoejtalerne, hvilket de stoerste drenge med smoerrede smil var meget gode til at oversaette for mig, da vi var faerdige. Jeg var dem faktisk ret taknemmelige for at de ventede til bagefter, for jeg var roed i bolden nok uden at vide, at lederen havde kaldt mig "increddible beautyful" oppe fra talerstolen.
Det blev ogsaa tilbudt, at jeg kunne blive hovedgaest. (der havde ikke vaeret tid til at finde en saadan, saa shovet koerte uden), men laerene havde andre planer med mig. De spurgte om jeg ville dele flag ud til eleverne, og det indvilgide jeg i. Det var foerst bagefter at jeg forstod at det skulle ske paa scenen.

Saa er vi i gang, fra venstre er pigerne Heya (st. 4), Raita (st. 3), Shanzida (st. 1), Pile (st. 2) og Aushi (st.3) og drengene Bappy
(st. 4), Shurov (st. 5), Rumon (st. 2), MAhib (st. 3) og Biplob (st. 4).
Men jeg maa faktisk indroemme, at jeg noed det, fordi jeg ligesom var en del af holdet... Og saa havde jeg ogsaa den bedste udsigt over dramaet, selvom jeg var traet af opmaerksomhed, da jeg kom hjem.

Her staar jeg klar til at dele flag ud, dejlig diskret placering, ikke?

Og saa danser boernene. Det her er foer krigen, og bengalerne er frie og glade, men saa kommer Pakistanerne og skyder loes...

Og vigtigst VI VANDT DET HELE!!! Det fattede jeg ikke foerst, og blev lidt forskraekket, da jeg blev loeftet i kongestol, men da Musfique (som staar ved siden af mig paa billedet ovenover, udklaedt som Bangabandhu Shick Rahman) ogsaa blev loeftet op begyndte det at daemre for mig.

JEg modtog praemien sammen med ARobi fra play og Musfique fra st 1, da de var blevet naevnt som hovedaarsagerne og laerene lod som om de troede at jeg var hovedaarsagen. (det haaber jeg ikke at jeg var, jeg synes jo naturligvis at vores boern var bedst, men er nok ikke den bedste dommer)
Paa billedet har jeg Arobi paa armen, er hun ikke kaer?

Her fejrer vi det hele, efter at vi er kommet tilbage paa skolen og venter paa sejrs snack. Det er noget saa dansk som en gang "hvem var det, der vandt i dag?" noedtoerftigt oversat til "Who won? - We won!", men stemningen var helt rigtig.

Saa er der tiffin...

Jeg saa da ogsaa soed ud, ikke?

Jeg er naesten ved at vaenne mig til at vaere star. Et par dage foer var jeg til hindufest, hvor jeg endte med at synge "Amar sjonar Bangla" paa en scene sammen med Biplob.

Jeg har snakket en del bangla med vores billedbutik mand og paa den maade faaet et par billeder til jer.
Han er for oevrigt en meget aerlig mand, som da jeg glemte min USB kom helt hen til guest house med den, selvom jeg havde bestilt billeder, som jeg ville hente.

Hvem har ikke en sort kjole

2010-03-25T17:39:00.003+06:00

Spurgte Aloka ud over boernene, da vi oevede PT her til morgen. (vi skal vise det til frihedsdagen i morgen) og straks roeg alle drengenes haender op, samt den ene vandriver... Det grinede vi lidt af, og Parthwa forklarede at det kun var pigerne dette spoergsmaal galdt.
Vi har brigt en del tid paa at oeve de sidste par dage, og det har vaeret ret meget hygge med boernene som ikke var igang lige nu, saa jeg er ved at vaere god til klappelege paa bangla og naturligvis twister, fiskespil og monkey banana. Men der bliver ogsaa snakke og selvom det er svaert, saa er det fedt for alle, naar det lykkes med vores delvist bengalsk delvist engelsk og ikke mindst tegnsprogs snakke.
Polash havde fx lidt svaert ved at forklare mig, at han skulle laane et par sko til PT, fordi han ikke selv havde. Heldigvis bruger han samme skostoerrelse som Heya, der skal danse og derfor ikke bruge sine kondisko.
Jeg har ogsaa faaet et par anderledes opgaver. I dag skulle jeg foerst oversaette alle ordrene til engelsk, og hvordan oversaetter man lige "shamne jaw" (som betyder gaa ligeud) til engelsk, der lyder som en fornuftig ordre?
Men saa blev jeg bedt om at lave 5 perlekaeder til de piger, der skal danse i morgen, det foeltes lidt saert at sidde der og lege med perler midt paa graesset med en masse piger omkrig, der gerne ville hjaelpe...

Et lille hverdagsglimt

2010-03-22T14:51:00.000+06:00

I gaar sagde Mustaque til st. 3, at de skulle medbringe et stearinlys og taendstikker til timen i dag. Baade klassen og mig var noget nysgerrige, men han ville ikke ud med hvorfor. I dag tog han saa et af lysene og placerede det i en vandskaal, og satte et drikkeglas hen over det. Det gik saa ud og noget af vandet smuttede op i glasset. Og saa spurgte han ud i klassen: “what does that tell us?”. Mere naaede jeg ikke at se, fordi Sukumar kom og haentede mig, han var i gang med SSB i st. 4, hvor han bare lige ville have bekraeftet, at det var en god ide at bruge landkort og globus til geografi (og vidst ogsaa gerne ville vise det lidt frem). Det var ved deres eget initiativ...
Timen efter hjalp jeg Ashimpal (en af de nye laerere) med at lege bum i st. 1, da han gerne ville have tabeltrening.

Big boys afternoon

2010-03-18T16:14:00.001+06:00

Mandag blev det saa drengenes tur til deres egen eftermiddag.
Jeg brugte hele formiddagen paa at bage pandekager, hvilket var rimeligt varmt. Saa pakkede jeg sukker og sylttoej og tog op paa skolen.
Vi begyndte med at spise pandekagerne, men drengene tog noget bedre fra, end pigerne, saa vores vandrivere maatte skynde sig for at faa del i herlighederne denne gang, men det lykkedes alle at faa.
Saa skulle vi lege. Foerst var det stratego, som er en helt ny leg for dem, men de forstod den hurtigt og havde det rigtig sjovt med at lede efter hinandens flag og fange hinandenlds flag og kom styrtende hen imod samlingsstedet med det hoejt loeftet. Det var skoent at se deres sejr, naar de havde fundet det andet ho Det var dog ikke alle drengene, der var lige gode til at gaemme deres papirlapper, og saa var det lidt svaert at finde ud af, hvad de var. En enkelt dreng var ked af at vaere bombe og saa ikke maatte fange nogen, indtil han slog en general. Jeg havde valgt at spille med doede flag, dvs. at man gaemmer et flag og ikke en person som flag et sted paa omraadet og da vi paa skolen har et dansk og et bengalsk flag var det naturligt at bruge dem. og derfor kom holdene til at vaere Danmark og Bangladesh. Jeg kan oplyse, at Danmark vandt! Til gengaeld blev det Bangladesh, der vandt ultimate kampen. Det har de kun proevet en gang foer, og da gik det ikke saa godt, men denne gang kom reglerne naesten alle sammen paa plads. Men saa var de godt nok ogsaa godt varme og der blev dannet en koe ved vandpumpen inden vi legede fiskedam. Det var ogsaa sjovt, jeg havde koebt et fiskespil med magneter, som gav megen glaede at fiske efter (ikke mindst fordi det foregik inde i skyggen. Til sidst legede vi gaet og grimasser, og der kom lynhurtigt et dyretema, hvoraf den absolut svaereste at gaette var myren, som gik paa to ben og svingede med en snabel...

Og nu vil Maria holde en tale...

2010-03-18T16:11:00.000+06:00

I gaar var det Bongobondi Rahmans foedselsdag og samtidig national boernedag. Det betoed at der var konkurrencer paa upocilla kontoret (upocillaer er en slags kommune eller noget i den stil). Det var esseay skrivning, haandskrivning og tegning. Selvfoelgelig af udenadlaerte ting. For foerste gang stillede vores skole op. Vi kom med to til esseay, tre til tegning og tre til haandskrivning. Den ene var Sjorob (St. 5, esseay). Laerene lagde samtidigt praes paa ham for at han skulle maelde sig til at sige noget om Bongobondi Rahman (praemiereminister fra 1972, tror jeg nok). Det ville han ikke, og saa blev det droppet, men pludseligt sagde hovedchairmanden for hele foretagenet oppe fra talerstolen mit navn, og fortsatte saa paa (halv daarligt) engelsk med at bede mig komme op og forklare, om Bongobondi Rahman og hvorfor man holdt boernedagen i gaar. Det blev foerste gang jeg opfattede at Bongobondi Rahman havde noget med det at goere. Jeg naaede lige at see et smoerret grin fra Kabir inden jeg gik op og holdt en tale, der handlede mere om bengalske boern, end om Bongobondi. Det var vidst ikke en helt daarlig tale, selvom jeg var overrasket over at faa staaende biffald tre gange under den.
1. Da jeg sagde, at jeg godt kunne lide bengalske boern, og at de havde roert mit hjerte
2. Da jeg sagde at der imellem os kunne vaere en kommende premiereminister af BD
3. Da jeg afsluttede med
take good care of the children
Teach them much
Love them more
They deserve it
Thank you very much.
Det forlyder forresten, at jeg var blevet spurgt, og det er da ogsaa korrekt at hovedchairmanden var kommet hen til mig 5 min. foer og havde spurgt “Lead this. Dont you mind. I hold a speech” og jeg havde straks givet ham store forsikringer om, at jeg ikke havde det mindste i mod at han holdt en tale, selvom jeg faktisk syntes at det hele var ved at traekke i langdrag og det var svaert at holde vores boern i ro, men jeg havde ikke fattet at han spurgte mig om at holde en tale.
Jeg har spurgt alle laerene hvorfor man har valgt at holde boernedagen paa samme dag som Bongobondis foedselsdag, og det har de ikke vaeret i stand til at give svar paa, saa jeg synes heller ikke det er helt fair at kraeve, at jeg kunne komme med det.
Men skolen blev da representeret og laerene sagde, at det var godt og de kender jo den bengalske kultur bedre, end mig, saa jeg vil vaelge at tro paa dem.

Laerene
Lige nu oever vi paa kong Middas, som er et skuespil, som vi vil spille for eleverne. Og saa koerer jeg stadig datidsundervisning. Det bestaar meget i selvstendig formulering, baade mundtligt og skriftligt, fx en videreudvikling af Birgittes “body questions”, hvor de skal tale om noget i datid. Ashimpal (en af de nye) har brugt det trick. Der er faktisk ogsaa meget lovende i ham, selvom hans engelsk er lidt svagere, end Partwas. Han kan godt lide boernene og vil gerne aktivere dem, hvilket betyder at han har taget ideen om ekstraopgaver til sig.

"This is your husband"

2010-03-15T20:01:00.001+06:00

Så kontant var meldingen, da jeg var til mit andet hindubryllup paa tre dage. Foran mig stod en køn ung mand, der saa umådeligt lettet ud, da han blev tilskyndet til at tale bangla til mig. Det gik jo også rimeligt godt, saa længe han holdt sig til høflighedsfraser osv. Men ligefrem at gifte mig med ham. Heldigvis var der tale om en grammatisk fejl (hvad jeg hele tiden gik ud fra). Manden var allerede i gang med at blive gift med en lokal pige, storesøster til en af vores elever. Når jeg siger "var i gang med" skyldes det, at en hindubryllup er en langvarig affære. Det tager et par dage, hvor de først er hos brudens familie og så hos gommens.

Big girls afternoon

2010-03-15T20:00:00.001+06:00

Lørdag efter skole gik fem spændte piger og en enkelt volontør hånd i hånd fra skolen til guest house. Ayshi fra st. 3 havde faaet en torn i foden og maatte køres med cykkelvan, men resten af os gik. I guesthouse stod den paa pandekager med sukker og syltetøj (syltetøjet havde Birgitte og jeg købt i Dhaka), som jeg havde bagt hele formiddagen. Birgitte og jeg havde sat halvanden protion til livs, da vi lavede dem til os selv, saa jeg var lidt naervøs for om tre portioner ville være nok til seks piger plus mig. Men pigerne tog beskedent en pandekage hver...
Saa lavede vi fiskedam, papirklip og makeup og til sidst dansede vi til løverens konge og spillede bingo. Pigerne var meget benovede over at have kartonet imellem hænderne og jeg måtte lægge lidt praes paa for at faa dem til at klippe i papiret, saa den farvede side kunne komme til sin ret. Pigerne matte spille bingo selv, for jeg fik meget travlt med at gøre guest house rent efter papirklip og finde tallerkner og siddemåtter frem til lærene, som jeg havde inviteret paa de resterende pandekager. Pigerne nød at tøsehygge uden de små og uden drenge og jeg hyggede mig med at lave denne anledning. Lærene kom og de kunne ihvert fald godt lide pandekager (et tip, hvis du vil give en bengaler noget dansk mad, som de kan lide), så der blev spist op, ja faktisk var der ingenting tilbage til vandriverne, som kom og hentede pigerne, saa de måtte – ligesom de store drenge – vente til mandag.

Et par sjove hverdagsglimt

2010-03-11T15:27:00.002+06:00

1,2,3 begin
Raaber Parthwa ud over hele skolen, selvom det nu kun var tiltaernkt 4. klasse.
Et lille glaedeshyl undslipper Biplob og han, Ela og Heya loeber frem mod tavlen, hvor de om kap skriver 6 ord inden for ene elller anden kategori (jeg aner ikke hvilken, det var bangla). Biplob hopper rundt og kan naesten ikke skrive for bare iver, Heya svinger armen foran hovedet og skriver ogsaa for langsomt, saa Ela gaar med tungen lige ud af munden af med sejren. Bag efter er det tre andres tur. Ved siden af staar jeg og taenker, hvad i al verden sker der her og hvor er det bare fedt!

Flere af eleverne havde plaget for at lege med Hama perler (det her vi gjort en gang foer), saa det blev lege dagen i dag. Denne gang satte jeg 3-5 klasse til at lave deres egne ideer. Det gav en lilla hund, en del blomster og hjerter og runde moensterplader og ... Sjahuld Minar (eller hvordan det staves), som er et nationalmonument. Jeg har set en del boern lege med paerler i Danmark, men INGEN, der lavde runde taarn, den lille havfrue eller lignende, men bangalske boern de kan noget med nationalsymboler...
Det er ogsaa meget kaert at se de smaa, som laver perlekaeder. Her er det ikke for feminint, saa de kaere smaa storerlser gaar stolt rundt med meget lange paerlekaeder - drenge som piger.
Desuden havde en Morsoesk bank givet nogle bolsjer til boernene, som vi delte ud af i dag. Med blandede resultater, nogen af boernene satte et ansigt op, som om jeg havde givet dem en misti (bengalsk slik, som kun bengalere kan lide), mens andre godt kunne lide dem...

Find the mistake:
"A cat drink milk from two cup"
staar der paa tavlen i fjerde klasse.
Biplob ryger op med et "no sir mistakes, plural s"
Kabir ser et oejeblik forvirret ud, men forklarer saa, at han skam kun har lavet en fejl i saetningen, men Biplob er ikke overbevist, saa han gaar selvsikkert op og retter saetningen. I den naeste saetning huskede Kabir sit tredje persons ental s...

En hel masse bangla

2010-03-11T15:00:00.002+06:00

Den sidste uge har jeg talt en hel masse bangla.
Den ene efter den anden har fanget mig paa gaden eller paa skolen og har villet snakke, og saa er det gaaet loes paa mit bedste bangla.
Det vildeste var nu den anden dag (tror nok det var i gaar, tiden gaar lidt sjovt her), hvor "rispigerne" (de kvinder, der arbejder paa rismoellen) fik fanget mig og vi snakkede en halv times tid om skolens boern, min familie osv. Rigtig hyggeligt, men det kraever sit at tale bangla ud over standart svar. Men HOLD DA HELT FAST, hvor bliver de glade, naar jeg goer det.

sygehuset indefra

2010-03-08T15:35:00.000+06:00

Gipsfod
D. 20 februar fik jeg lov til at opleve det bengalske sundhedsvaesen indefra. Jeg lavede et fraktalbrud paa min venstre storetaa. Det gjorde vildt ondt og haevede op, saa jeg indvilgede i at tage til laege. Her blev jeg roentenfotograferet og oplevede, hvordan det blev taget noget mindre serioest, end i Danmark, der stod en koedrand af mennesker omkring mig og kiggede interesseret imens. Jeg kunne ikke roentenfotograferes det foerste sted, fordi der var stroemafbrydelse, saa jeg matte tage til et sted med generator. Og selv her faldt vaeggen til moerkekammeret naermest ned i hovedet paa sygeplajersken og matte repereres inden jeg kunne faa mine billeder. Jeg fik saa gips paa (hvilket har vaeret meget interessant for alle omkring mig). Men jeg er blevet passet meget godt paa, saa mit eneste problem har vaeret vores asian style toilet...
Og saa her jeg laert at sige >amar angul fEde getje< (min taa er gaaet i stykker-braekket)
Samt oplevet at blive lidt naervoes over at laegen ville laegge gips paa min >finger<, men fingre og taer hedder begge angul paa bangla, saa da jeg kom i tanke om det blev jeg mere rolig.

Nye laerere
Vi har faaet to nye laerere, Parthwa Das og Aushit Pal. Parthwa er hindu og Aushit kristen. Parthwa tegner til at vaere en ganske god laerer, men Aushit har kun vaeret paa skolen en enkelt kaotisk dag, saa jeg har endnu ikke naaet at se ham i den rolle. Dog skal han roses for at tage det meget paent, at en af de opgaver han fik var en dreng med naeseblod. Det stoppede ret hurtigt, efter at jeg havde faaet ham til at laegge hovedet bagover (det var de meget overraskede over). Jeg glaeder mig til at se ham undervise, saa jeg kan see, hvordan det gaar, men umildbart havde han et godt tag paa drengen og forstod mine instrukser.

Varmeproblemer
Det er nu ved at vaere saa varmt, at flere af boernene har haft problemer under assemply, er blevet svimle og har maattet saette sig. Derfor er Shita (vores thedame) med en blaa kande med vand i den ene haand og et drikkeglas i den anden haand ved at blive et almindeligt syn. Og med Shita foelger der ogsaa en masse dejlig moderlig kaerlighed, saa det er blevet populaert at drikke vand.

Hygiejne
Paa mit foerste laeremoede alene var temaet hygiejne. Det har nu foert til, at der bliver vasket haender en del mere hyppigt (enkelte boern har endda gjort det frivilligt). Det er noget vanskeligere, at forklare, at man ikke maa hoste andre i hovedet, men det begynder at hjaelpe paa det. Snart har skolen ogsaa to toiletter (hvilket vel ikke er for meget til taet paa 80 boern og 11 ansatte, ink. mig). Det er dog gaaet lidt i staa, fordi det er planlagt til at ligge oest-vest, men af religioese aarsager oenskes placeret nord-syd.

Baby besoeg
Birgitte og jeg var inviteret til en fejring af et 7 maaneders foster, som vi maatte blive vaek fra, men nu er barnet foedt, saa da det var tre dage gammelt blev jeg inviteret ind paa kliniken. Jeg koebte et saet toej til den lille dreng og tog afsted sammen med Heya og Aloka. Paa klinikken fik jeg straks stukket barnet i armene og saa stroemmede det ind med folk, som ville se mig med barnet. Han var ret kaer og tog det hele meget paent. Han sov det meste af tiden, bortset fra da han var sulten (det er vidst meget normalt, naar man er tre dage gammel). Jeg fik fremvidst hans paene hvide foedder, der ifoelge faderen havde samme hudfarve som mig. Jeg havde heldigvis faaet at vide, at det var en dreng, for ellers havde jeg nok ikke lige gaettet det, da han havde en meget paen gul kjole paa.

Datid
For tiden laeser vi en historie i datid paa laeremoederne. Den handler om en dreng, der ikke gider spille fodbold, hvilket har faaet Sukumar til at fatte meget interesse. Den bedste er nu ifoelge ham den dreng i historien, der droemmer om en professionel karriere, lige som Sukumar, siger han. Derfor fik jeg ogsaa en lidt anderledes indroemmelse, da jeg spurgte, om de havde laest 2. del af historien. Sukumar saa meget skyldbevidst ud og fortalte, at han havde laest hele historien, og han syntes den var god, han blev hurtigt tilgivet.

We will help our neighbors and teach them about rules of hygiene

2010-02-16T16:45:00.001+06:00

eller mit foerste laeremoede alene:
Soendag d. 14. januar skulle jeg holde mit foerste laeremoede alene. Jeg havde bestemt mig for at temaet skulle vaere hygiejne. Dette var et emne, som jeg taenkte var vigtigt, fordi vi nu er ca. 80-90 mennesker, der har vores daglige gang paa skolen og der har vaeret en del sygdom (isaer forkoelelse) paa det sidste.
Jeg havde lavet nogle ting, som jeg gerne ville ind paa og bestemt mig for, at moedet skulle ende med at laerene skulle udarbejde nogle regler for hygiejne.
Jeg havde derfor lavet nogle tegninger, som jeg kunne bruge til at styre samtalen med.
Foerst spurgte jeg, hvad en bakterie var, og da det er 1,5 aar siden jeg afsluttede et biologi C-niveau var jeg ret glad for, at Mustaque besvarede det spoergsmaal.
Saa spurgte jeg, hvor de var – og ved at se paa mine tegninger kunne alle laerene byde ind, og jeg behoevede ikke at sige noget. Og de kunne ogsaa selv forklare, at hvis jeg smittede en, saa kunne denne person smitte videre.
Da de saa kom til at lave reglerne kom ikke alene alle de regler frem, som jeg havde taenkt paa, men ogsaa meget vidtgaaende regler. En foreslog, at man efter at nyse burde vaske haender, hoved og ben... Det viste sig, at han mente arme op til albuen.
Men de foreslog ogsaa, at der d. 16. skal afholdes hygiejneklasse for alle elever i foerste time, saa det bliver spaendende at foelge!
Det blev nu ikke til saa meget, men nogen af eleverne er begyndt at hoste i armen, nu skal laerene bare ogsaa laere det!

Et lille hverdagsglimt

2010-02-13T20:25:00.002+06:00

Endelig kom jeg op paa skolen igen. Det tog et par dage mere, end jeg havde regnet med, fordi jeg blev syg, men nu tror jeg jeg er rask. (Mandag var der ingen boern)
Men det var ikke kun mig, der havde savnet boernene. Jeg blev modtaget af henved 50 boern, der alle ville have min opmaerksomhed. Paa grund af en misforstaaelse var jeg for tidligt paa skolen, saa jeg taenkte hurtigt. Jeg fik boernene til at lave en cirkel (det foregik halvt paa engelsk, halvt paa bangla) og saa legede vi banke boef (monkey banana).
Det var dog ikke helt nemt, fordi halvdelen af de nye boern, der har vaeret der en maaneds tid ikke helt have forstaaet legen endnu, saa jeg maatte forklare en del paa bangla. Og ind imellem var der en eller flere, der broed ud af raekken for at loebe runden paa tidspunkter, hvor det ikke var helt reglementeret, saa naar halvdelen af cirklen loeber rundt og der pludselig kommer en ko gaaede (den er altsaa ret glad for den leg, det er ikke foerste gang jeg har problemer, fordi den vil varere med), saa endte det naturligvis med at Mahib (playclass) loeb lige ind i koen. Koen tog det ret roligt og Mahib blev hurtigt troestet med en haand at holde i, men jeg fik nu Shita til at flytte koen lidt...
Forresten har laerene helt selv afholdt playday, mens jeg har vaeret vaek. Jeg havde gjort to laerere ansvarlige for hver gang og de ville alle meget gerne fortaele mig, hvad de havde lavet, saa det er jeg stolt af dem for!

Ps. der er lagt et par billeder ud på tidligere indlæg på bloggen.

Tilbage på skolen

2010-02-08T13:36:00.001+06:00

Så er jeg tilbage på skolen efter en god ferie.
Jeg er lidt forkølet, men har det ellers godt.
Jeg kom i går, men brugte hele dagen i sengen, fordi jeg havde feber og ikke havde det særligt godt og desuden ikke havde lyst til at smitte alle børnene.
Om eftermiddagen kom Helle, Steffen og Nogend fra Birganji, for at besøge skolen mest på grund af lærersamtaler i dag.
I dag kom jeg så op på skolen for første gang i 14 dage og blev meget forbavset over, at der var kommet nye bænke i flere af klasserne og at der i et hjørne er ved at blive bygget et toilet. Det har de ordnet ret lokalt, så det er jeg lidt stolt af dem for.
Vi holdt så tests for de nye lærere. Først var der en skriftlig prøve, som to af kandidaterne afleverede uden at besvare dem, fordi de var for svære. Eller som de sagde: "De kunne godt svaret, de havde bare glemt det." Altså havde vi ni kandidater til to poster. Efter samtalerne, som Helle, Steffen og jeg spillede en ret central rolle i, som spørgere og til at vurdere deres engelsk (Helle viste sig som pædagogen, hvad hun jo også er, og stillede spørgsmål omkring forhold til børnene, hvordan urostiftere skulle håndteres osv.)
Nogle af kandidaterne havde et godt engelsk (efter lokal målestok), men andre var mindre opløftende. Vi fandt tre kandidater, som Nogend vil vælge iblandt.
Men nå ja, vi skal bruge 2 lærere er tre kandidater jo godt.

Elefantbadning

2010-02-05T19:37:00.004+06:00

Jeg sidder paa ryggen af det stoerste dyr, jeg har siddet paa i mit liv og hun begynder at gaa ud mod vandet. Jeg er lidt naervoes, selvom jeg har faaet at vide, at hun goer det hver dag.
Ude i vandet vender hun snablen imod mig og sproejter af al kraft. JEg hviner af fryd, det er fedt. Saa siger "driveren" noget, der minder om "ghum", som jeg genkender fra Bangla, som sove og rigtigt nok laegger dyret sig ned i vandet, saa jeg glider af. For at komme op igen maa jeg gribe fat i begge oerer og traede op paa snablen. FEDT!!!
Og det var bare en af de gode oplevelser, jeg havde i Chitwan nationalpark. Jeg havde ogsaa en fugletur, en elefantridtsafari osv, det skal proeves!
Desuden var det fedt, at tale med backpackere, der kunne alt fra tysk over godt engelsk til dansk og svensk.
Og det vart lidt fedt at finde ud af, at de syntes jeg var sej, fordi jeg ville vaere tre maaneder i Bangladesh alene. PS: Jeg er lige kommet ind uden problemer!

Visum

2010-02-01T16:20:00.002+06:00

Saa har jeg visum her fra Nepal, det har vaeret lidt besvaerligt, men nu er der styr paa det!
I morgen kl. 7 morgen tager jeg afsted til royal chitwan nationalpark, hvor jeg skal besoege en landsby (Naa ja, det er jo ikke alle, der har muligheden for at vaere saa laenge i et land, at de faar en "hjemmelandsby", hvor bedstefar henter geden og hyggesnakker til en lige saa snart man kommer), paa safari med baade kano, gaaben og elefant (det bliver fedt!) plus det loese, saa nu stopper mine hyppige opdateringer, men jeg har det stadig godt.
En saerlig tak til alle, som har bedt for mig, Gud lytter
A special thanks to all, who prayed for mee, including Dhaka International Christian Church and the woman I met in Kathmandu. God is lissentning

Den bengalske tiger

2010-01-31T17:05:00.002+06:00

I dag har jeg vaeret i KAthmandus zoo. Det gik rigtig godt, selvom jeg lige maate forklare nogle mennesker, at jeg altsaa ikke ledte efter sko. Der fik jeg set den bengalske tiger, det trestribede egern, kardbiederli eller tja jeg har vidst glemt det nepalesiske navn.
Det gaar fortsat godt paa egen haand

Hilsen fra Nepal

2010-01-30T18:14:00.001+06:00

Nu er jeg i Nepal med nepalisisk visa og alle mine tasker (dvs. en)
Jeg har allerede moedt et flinkt menneske. Hun er ammerikaner og bor ogsaa paa mit hotel, saa vi spiser sammen i aften.
Alle siger, at det er god sesong for nationalparker, saa det er da det jeg skal

En hilsen fraDhaka international airport

2010-01-30T13:23:00.003+06:00

Saa er jeg paa vej til Nepal, igen...
Jeg havde den mest fantastiske dag i gaar.
Foerst saa jeg film sammen med en tysk dreng, saa ville jeg i kirke. Hans familie proevede at hjaelpe mig paa alle muligt maader, men det lykkedes ikke rigtigt. Ingen paa mit guest house ville afsted, den ene familie havde en foedeselsdag osv. Men til sidst blev jeg noed til at tage afsted. JEg visdste, at det laa i naerheden af den amerikanske ambassade og Apollo hospitalet, men ikke rigtig hvor. JEg gik op mod vej 11 i Banani omraadet af Dhaka og der var der en kvinde, som hjalp mig paa en rickshaw, som kostede mig 20 taka for en tur, som jeg maaske ville have faaet for 100 taka i CNG. Jeg var i kirken en halv time foer det hele startede, saa jeg snakkede lidt med folk rundt omkring. JEg fandt to norske piger og en amerikaner. VI sad sammen under gudstjaenesten og bagefter tog vi ud paa et vildt dyrt sted, (vi gav nok omkring 75 danske krioner for en middag alt ink.) og da vi skulle hjem derfra moedte vi en anden amerikaner, som vi hjalp med at dele mad ud til gadeboern. Det var en ret speciel oplevelse, fordi ogsaa voksne stimlede sammen omkring os, nogle ville have mad, men andre var bare almindeligt bengalsk nysgerrige. Jeg havde bedt Gud, om at jeg ikke bare maatte sidde alene denne aften, og det besvarrede han.
DA jeg kom hjem paa guest houset var jeg lidt forundret over at jeg lige havde haft den aften, der var i sandhed kontraster, men ogsaa glaede.

Toese engelsk

2010-01-28T20:17:00.004+06:00

Der er en del af vores arbejde, som jeg ikke har fortalt om (tror jeg nok)
Det er tre piger, Ribika vores "kok" og "madmor" (22 aar), vores veninde Monis soester, Aloka (ogsaa et sted i 20-erne) og Polee, en pige fra kirken (10 kl.)
Sammen med dem laver vi to gange om ugen engelsk undervisning i volontoerhuset. Her proever vi at lave emner, der kan relateres til deres hverdag, og proever at opfordre dem til at bruge hele saetninger. Det er nemlig i talt bangla meget almindeligt, at man bruger nogle saetninger, hvor verbum og subjekt smelter sammen, som i saetningen "eSkule jai" (jeg gaar i skole, i betydningen jeg tager derhen). Derfor kommer der ofte saetninger som "School go", men da verbet ikke i lige saa hoej grad er personboejet (iser ikke naar bengalere snakker engelsk) paa engelsk som paa bangla kan det faktisk ind imellem vaere direkte meningsforstyrrende.
Desuden vil Ribika gerne vaere laerer og saa er det jo bare om at laere hende englesk. Samt gennem den maade vi (jeg) underviser hende paa inspirerer hende til anderledes undervisning.
_____________________________________________________________________________________

Sikkerhedssituationen i Bangladesh
Den nuvaerende praemiereminister i Bangladesh, SHEIKH HASINAs far har ogsaa vaeret paa den post, men er blevet myrdet for mange aar siden. Der har for nyligt vaeret en retssag imod de maend, der gjorde det (en del af lederne i det nuvaerende oppositionsparti, hvad der ikke goer sagen bedre) og i gaar (tror jeg nok, forstaar ikke saa meget banglafjernsyn og kan ikke rigtig finde et eksemplar af "Daily star") er fire af dem blevet haengt og ligene sendes saa hjem til familierne. Alle vi har spurgt om det mener heldigvis ikke, at der er nogen sikkerhedsrisiko, og Dhaka er da ogsaa ganske fredelig. Kort sagt, alt er helt ok.

Alene blandt 150 millioner

2010-01-27T17:42:00.002+06:00

Lige nu sidder jeg paa Viator Guest House i Dhaka. Birgitte er ombord paa et fly mod Danmark (i foerste omgang Abu Dhabbi) og Moni, vores lokale veninde er i en bus paa vej mod Bogora. Altsaa er jeg ret alene. Eller det er man jo aldrig ret lang tid i det her land. For det foerste har personalet vaeret meget omsorgsfulde og for det andet har guest houset ogsaa gaester, der gerne vil snakke, saa lige nu er jeg ret fuld af mod.
Paa loerdag tager jeg til Nepal, hvorfra jeg fornyer visum og saa tager tilbage til Bangladesh.
I morgen satser jeg paa gudstjaeneste i den internationale kirke i Dhaka.

Arbejdet på skolen, en update

2010-01-16T13:44:00.002+06:00

Vi startede på skolen efter ferien d. 5 januar (tror jeg nok). Vi har kørt med korte dage (tre til fire lektioner) indtil nu, men nu skal vi snart igang igen rigtigt. Vi har fået ca. 20 nye elever i play class og så ca. 10 nye elever i de andre klasser. De nye små er rigtig kære, og rigtig gode til at finde sig i at gå i skole. VI har haft nogle få problemer med børn, der græd, når de blev forladt af forældre eller bedsteforældre, men også mnage børn, der bare har taget det i stiv arm og nydt det nye. Aloka var så klog, at de første dage i play class nærmest kun blev brugt på at lege, så de ikke rigtig kunne have indvendinger imod det.
Vi griner lidt af de små til morgen assempley. De er ikke rigtig gode til at forstå, hvad det går ud på, og er konstant ude af takt, men det giver varmen at grine af dem.
Jeg har haft et par rigtig gode succes oplevelser, f at Kamol kom hen til mig for at få hjælp til at synge en sang i en time. Han ville gerne have hjælp til at synge "head and Schoulders", fordi han var ved at undervise i kroppens dele. Bagefter ville han gerne have hjælp til at synge Crazy dance, eller en tosset dans, hvor man på skift rører de forskellige dele af kroppen. Det var på hans helt eget initiativ, så Birgitte og jeg var ret glade... Kamol har også opfundet en tal leg, som jeg ikke helt har fattet, men det har børnene i Play. De bryder ud i jubel, når de ser et bestemt tal. Da de legede det underviste jeg st. 2 i Bangla (jeg satte dem til at skrive om "amar din" min dag), det blev lidt støjende med play, så jeg kommenterede det, Birgitte forklarede at "de blev bare glade for at se sekstallet".
Min banglaundervisning i st. 2 hører også til blandt mine succser. Lige nu har vi 6 lærere til 7 klasser, så Birgitte og jeg tager en del klasser. Jeg har derfor prøvet at undervise i Bangla, når det var hvad der skulle undervises i. Jeg har prøvet at forklare på bangla, men også meget på engelsk. Min succes består i, at jeg har fået dem til at skrive "stile" om min dag. Forskellige stile vel at mærke, jeg ved det for jeg fik dem til at læse højt bagefter og rette hinandens. Det er stort!

På skolen i Birganji

2010-01-16T13:32:00.004+06:00

I denne weekend har vi lavet os en forlænget weekend. Birgitte skulle op til Birganji for at sige farvel til Nogend (skolens leder) og vi bestemte os for at lave en weekendtur ud af det.
Vi tog afsted torsdag morgen (så kunne vi også transportere vores principal, Jagadish herop) og kommer hjem i aften. Her har vi nydt selvskabet fra Birganjivolontørene Helle og Steffen og deres ven Anne, samt varme bade.
Desuden har vi fået lov til at følge disabilityprogrammet, som ledes af en mand (Bisju).
Han tog os med ud til nogle landsbyer, hvor nogle af de handicappede bor. Her så vi både glade skæbner, som nogen har kunnet hjælpe. En dreng i en kørestol, doneret af tidligere volontører med cykkeltræk til hjulene, en kvinde, med klumpfødder der var blevet opereret så hun nu kunne gå.
Men også triste skæbner, en dreng med spastiske lammelser, der ikke var i stand til at gå, men som konstant måtte hjælpes og plejes af sin søster osv.
JEg var forundret over, hvor simple og effektive hjælpemidler, de havde fundet på. To bambusstænger bundet fast i en god højde udgjorde et gangstativ til træning. Et andet gangstativ til transport gang havde hjul, men var stadig lavet af bambus. Og det virker!

PS: JEg vil komme billeder på bloggen til april, når jeg kommer hjem, indtil da er de lukket inde på min computer, beklager

Ami kushard keiti

2010-01-16T13:28:00.003+06:00

Eller Jeg har spist sukkerrør!!!
En dag fik vi fingre i et par sukkerrør, som nu er modne.
Først undrede jeg mig over, at der blev slæbt nogle kæppe ind i vores hus, men da jeg havde fået en forklaring fik jeg helt lyst til at prøve.
Vi tog vores køkkenkniv og skar rørene i stykker og så gik vi ellers i gang med at skrælle sukkerrørene med tænderne. Man tager simpelthen fat med kindtænderne og skræller en lile del af barken af, herefter kan man bide et stykke af og tygge.
Nam!

Midtvejsstatus

2010-01-07T15:55:00.003+06:00

Den 27. december havde jeg vaeret i Bangladesh i 4 maaneder og havde 4 maaneder tilbage. Her er lidt af det jeg har laert:
Om kolde bade: I den varme periode er det naermest en luksus, men, naar huset er 14 grader varmt er 12 grader varmt vand koldt...
Forlad aldrig dit hjem i Bangladesh uden:
- Urna (toerklaede over skuldrene)
- En flaske vand
- En rulle toiletpapir
(Du ved aldrig hvor lang tid du skal vaere vaek)
- Et stort smil, du vil moede mange mennesker, der raaber af dig
Det dejligste ved arbejdet er:
Naar jeg bliver moedt med gensynsglaede hver eneste morgen, fordi det er flere timer siden boernene sidst har set mig.
Det vaerste ved arbejdet er:
Naar jeg bliver frustreret over sproget, enten fordi jeg ikke forstaar bangla eller fordi folk snakker daarligt engelsk
Og visumregler, der kraever at jeg tager fra Bangladesh, naar jeg gerne vil vaere paa skolen
JEg har laert:
Ufatteligt meget....
- At holde en urna roligt paa skuldrene, imens 5 boern proever at haenge paa mig
- At spise yougurt med fingrene
- At vaere mere taalmodig, naar jeg ikke forstaar, hvad folk siger eller hvorfor de goer som de goer
- At gedekid er gode kaeledyr
- At en dag uden stroemafbrydelser er en begivenhed, mens tre kvart doegns stroemafbrydelse ikke boer naevnes med et ord.
- At Gud er klogere end mig
- At planlaegning er et ukendt ord
- At gaskomfurer er smarte, naar stroemmen er gaaet
- Jeg er blevet bedre til at stole paa Gud
- At jeg pr. definition er den smukkeste og mest interessante kvinde, lige saa anart jeg befinder mig et sted uden Birgitte (naar vi er sammen maa vi dele foerstepladsen
JEg savner:
- en loebetur
- en gudstjaeneste paa et sprog, jeg forstaar

En playday, som laerene kan afholde

2010-01-07T15:42:00.002+06:00

En gang om ugen har vi playday. Det er en times leg, som jeg - og andre - kender det fra sommerlejre osv. Normalt staar Birgitte og jeg med hovedansvarret for denne time, men i dag kunne vi ikke deltage, da en undervisningsmand ville snakke med os. (han var slet ikke paa sit kontor, men det er en anden historie) Derfor skulle vi i gaar planlaegge en times playday, som laerene kunne afholde selv.
Det tog os ca. en time at goere det, men resultatet har aabenbart vaeret godt. Bagefter snakkede vi med Sukumar (en af laerene) og han fortalte, at de store (3-5 klasse) havde leget med LEGO i en hel time og havde bygget en masse godt og nydt at have god tid til at lege, saa de havde bare vaeret overvaaget af en enkelt.
REsten havde brugt deres energi paa at lege med DUPLO (stort LEGO) i en halv time og skifte med et hold, der legede banke boef (monkey banana), lille hund (chainese dog) og roed, gul groen stop.
Bagefter fandt jeg en bog med lege, som jeg vil saette laerene ind i, hvordan de skal bruge, vi haaber nemlig, at de kan fortsaette med legedag, naar vi tager hjem.

Om en bengalsk jul

2010-01-02T16:32:00.002+06:00

Jul er en sjov stoerelse i et land, hvor under en procent er kristne.
Birgitte tog til Madishahore, der ligger ca 10 km fra skolen allerede den 23. december. Her bor den familie, som vi skulle holde jul sammen med. Vi brugte dagen paa at hjaelpe til med at pynte op.
Den 24. startede jeg med at "hjaelpe" nogle kvinder med at skille ris fra avner med en sjov sigte og bagefter gik Birgitte en tur hvor hun saa en vandslange.
Om eftermiddagen tog vi hjem for at hente en kasse, som har vaeret et par maaneder forsinket og som indeholdt diverse ting til skolen. Vi var blevet lovet, at den ville komme aller senest kl. 6, men kl. 8 kunne vi gaa ud efter den og faa den ind i huset. Paa det tidspunkt havde ogsaa Birganji volontoererne og deres ven Peter sluttet sig til os. Peter traadte paa en slange, som begyndte at sno sig ret vildt rundt lige foran mig. Jeg turde ikke gaa tilbae, saa jeg gik fremad og vi proevede at faa hjaelp. Det lykkedes til sidst, efter at jeg havde gaaet tre gange forbi dyret. Og saa gik det afsted mod Madishahore. Vi endte i naboens Van (varevognsvan, ikke cykelvan), fordi folk fik ondt af os.
Saa tog vi ud til dans og faellessang. Vi gik godt nok i cirkler paa folks gaardspladser, men cirklerne var da ogsaa det eneste der mindede om dansk jul. Det var dans som i dans med arme og ben og rytme. og det var alle, selvom bedsteforaeldre generationen hurtigt stillede sig ud paa sidelinjen. |Desuden var det hele kirken, der dansede sammen og gik fra hus til hus, mens vi fulgte en lampe og det slog mig, hvor meget det maate minde om hyrdernes march fra marken.
Ved 11 tiden spiste vi pufris og naru (kokusnoeddekugler der minder om havregrynskugler, hvad vi danskere da ogsaa kaerligt kaldte dem) og gik saa hjem til gaver og mad inden midnat, hvor vi var til gudstjaenste. Den bestod hovedsagligt asf folks hilsner til hinanden. Sjubo boro din som betyder glaedelig jul var meget benyttet.
Den 25. var vi igen til gudstjaenste 1,5 time senere, end planlagt, men det er jo Bangladesh. Under laesningen af juleevangeliet braegede et faar haevdede Peter, jeg tror mest paa en ged, men stemniong gav det. Saa gik den 25 og 26 med at synge og danse for hinanden og andre mennesker i landsbyen og i en anden landsby, juanpur (tror jeg nok den hed).
Den 28 var vi paa picnic og den 29. tog vi hjem og i skole den 30. hvor vi fik tingene fra kassen pakket ud.
d. 31. saa vi et murstensbraenderi og holdt en ret dansk nytaars aften med 7-up som champagne og rigtige kransekager (jeg havde bagt i den ovn, som var i kassen).
Vi havde aarets foerste stroemafbrydelse om aftenen den 1 januar, der gik altsaa over 12 timer.
Forresten har vi nu ikke laengere sommertid, det droppede vi nytaarsaften, saa vi havde kl. 12 to gange.

Kan eleverne se?

2009-12-22T17:44:00.002+07:00

I starten af mit volontoerophold fik jeg en mistanke om at flere af eleverne paa skolen saa daarligt. Der er fx en elev med kun et oeje og andre elever naegtede at lave opgaver, der blev skrevet paa tavlen, men lavede opgaver som smaa engle, lige saa snart de fik dem paa papir.
Derfor gik jeg igang med at fremstille en synsplakat, det kraevede et stoerre arbejde, da jeg ikke foer havde proevet andet, end at blive synstestet. Heldigvis har jeg en veninde, hvis far er oejnlaege, og han hjalp mig med at fremstille synsplakaten. Jeg havde godt nok mine tvivl omkring sandheden i at man skal vaere i stand til at se 1 cm hoeje bogstaver paa en afstand af 6 m, men vi afproevede den paa Helle, som er volontoer i Birganji og det gik godt.
Derfor skulle vi bare finde et tidspunkt. Det blev saa her i december skolen. En ad gangen kom eleverne ind og fik tjaekket deres syn og blev saa krydset af paa en liste med en kommentar om, hvordan deres syn var. Nogle af eleverne var lidt naersynede, men oejnlaegen sagde, at saa laenge de kunne se 1,2 cm hoeje bogstaver paa 6 m. afstand behoevede man ikke at goere noget og det kunne alle eleverne, saa naersynede mig var ret stolt af dem.
En dejlig dag:
d. 19 december blev en helt fantastisk dag. Vi har her i december holdt decemberskole eller hvad det nu endte med at hedde... Det endte med kun at blive 9 dage, fordi der kom et foraeldremoede og en bankdag i vejen og naturligvis en sejersdag, hvor de fejrede sejren over Pakistand i 1971, det skedte d. 16 december, hvorfor denne dag er officiel fridag (og som saa mange andre officielle fridage kun fridag for government workers, der var nu lidt stille paa markedet, men vi kunne godt finde os en cykkelvan til at koere os derud. Naa men de 7 foerste dage havde Birgitte og jeg lavet program til. Det bestod af saa forskellige ting som lege, optrin, stileskrivning osv. Vi har koert nogle temaer, som koebmand, rejser osv. Den ene dag havde vi et ret sommerlejragtigt program, hvor eleverne rejste til U.S.A, Kina og Groenland. Her fik de proevet at slaas i noget, der mindede om sne, staa paa skoejter paa en preassening, grave efter guld i form af legoklodser, synge lejrbaalssange (Jeg er en glad lille cowboy, der blev oversat til hello I am a Cowboy) og loebe kartoffelloeb rundt om den kinesiske mur. Men den 19. havde vi saa bedt hver laerer forberede en time, paa 60 min, som skulle vaere inspireret af det, de havde set de sidste gange. Vi hade saa delt boernene ind i tre grupper, play var alene, st. 0 og 1 var sammen og st. 2-4 var sammen. De foerste tre laere, der var paa var Sukumar i play, hvor han foerst gennemgik tallene fra 1-10 (sikkert et godt valg, fordi mange af de nye har snuset lidt til skolelivet i loebet af decemberskolen), og bagefter havde nogle simple additionsstykker., hvor han brugte blade til at regne med. I mellemtiden havde han dem ude for at spille en leg, der mindede om blindebuk, saa de fik loebet lidt krudt af sig. Mustaque, som underviser meget i sceince og derfor havde taget det tema, som vi havde givet dem, nemlig miljoe til sig lavede en time, hvor han stillede spoergsmaal, der fik eleverne til at taenke selv over, hvorfor en given soe var forurenet. Han tog nogle glas vand med ind i timen og lod dem putte forskellige ting i vandet og derved vise, at vandet blev urent af det. Kamol var dog den laerer, der fik lov til at overraske os mest positivt. Han havde forberedt en time, hvor han foerst tegnede og fortalte sit budskab rimeligt frit for eleverne, mens han brugte smaa lyde, naar han sagde tog, nys osv. Han tog endda sit lommetoerklaede frem for at demonstrere, at man ikke maatte nyse ud i luften. Bagefter gav han en rundtvisning paa den lokale rismoelle, hvor han fik boernene til at udpege forureningskilder, som en spildevandsudledning og afbraendingsroeg. Boernene fulgte interesseret med. Det eneste problem han havdevar nogle maend, der lige ville hoere, hvad de lavede, paa rismoellen, men saa snart han havde sagt biedeshi = udlaending og peget hen paa mig fik vi lov til at vaere der saa laenge vi havde lyst. Resten af dagen gik han rundt og straalede som en sol. De tre andre laerere havde ikke forberedt sig, og foelgelig gik det knapt saa godt for dem. Jagadish var noed til at opgive sin time, da han skulle snakke med nogle nye foraeldre, saa vi satte Sukumar til at give kl. 2-4 computerundervisning. Laererne havde haft to dage til deres forberedelse, saa vi tror ikke, at nu bliver al undervisning bare saadan for fremtiden (saa ville vi tage hjem og holde jul med familien, for det var rigtig godt), men nu har de en lidt mere klar ide om, hvad det er vi gerne vil have og saa haaaber vi, at vi sammen med dem kan arbejde hen imod at flere af deres timer bliver saadan. d. 21 december staar der fest paa programmet. og d. 22 foreldremoede og saa tager vi paa juleferie i Madishahore, der er en landsby med kun solcellestroem, hvor vi skal vaere sammen med Helle og Steffen fra Birganji og deres ven Peter, der kommer paa besoeg. Birgitte og jeg kaager klejner og hvis I ikke sladrer kan jeg afsloere, at jeg har lavet marcipanguf med marcipan, som min kaere mor har sendt med Bodil Noers gruppe herud, mandler, som jeg har koebt i Dhaka og chokolade, som jeg har koebt i Pokhara, Nepal, saa helt dansk bliver det ikke!
Lucia i Bangladesh og julehygge i volontoerhuset.
Jeg er lidt af en julenarkoman og har derfor pyntet op med diverse julekrybber, stjerner og julehjerter. Julehjerterne har jeg flettet i haandlavet papir, som var det bedste materiale, jeg kunne fremskaffe herude. (der saelges sjovt nok ikke glanspapir i et muslimsk land med to skandinaver i hele distriktet). De er faktisk paenere, end normale julehjerter, men de er svaerre at lave. Heya som vi bor sammen med har laert at flette julehjerter og forsoeger sig netop nu med en julestjerne (jeg har stjernestrimler med, men lige nu bruger hun hjemmelavede strimler). Ribika, der er vores madmor osv. er gaaet i gang med at flette en stor julestjerne (med 12 strimler), hun er ufattelig laerenem.
D. 13 var det baade 3. soendag i advent og lucia dag, og det fandt Birgitte ud af. Jeg vaekkede hende med lucia sang om morgenen og saa havde jeg lavet en adventskrans, ud af papir og den stillede jeg paa bordet. Det blev rigtig hyggeligt, isaer da vi taendte den om aftenen under en stroemafbrydelse og jeg sang luciasange igen. Saa kommer luciaoptog lige pludselig til at spraede lys i et ikke frivilligt moerke.

En lille filosoferen
Jeg er gaaet i gang med at laese Hobitten for at traene mit engelsk (og fordi laesning er en god maade at slappe af paa efter dagens arbejde, naar lyset alligevel er gaaet). Her tager stakkels Bilbo ud paa en tur, som bliver hans store eventyr. Ind imellem foeler han sig ikke saerlig godt tilpas, men han klarer sig igennem og gennemfoerer. Rigtig meget af tiden har han det fedt, og faar en masse nye oplevelser. Det er faktisk lidt saadan det er at vaere volontoer. Ind imellem savner jeg mit lille hobitbo (hjemme ved mor og far), hvor jeg kan tage varme bade, spise andet, end ris, hvor min foerste reaktion, naar der bliver moerkt omkrig mig, mens jeg tager bad ikke er, at stroemmen er gaaet, men at nogen har slukket paa kontakten osv. Men jeg faar nogle rigtig fede oplevelser, som jeg ikke havde faaet derhjemme. Og som Bilbo, der faar en ring med hjem, der giver ham nye evner, faar jeg helt sikkert ogsaa nogle helt nye evner med hjem.

Decemberskole

2009-12-12T15:38:00.000+07:00

Egentlig er skolen lukket i december. Fra d. 14. til d. 27. november havde alle eleverne (fra play til st. 4) eksaminer. De fleste eksaminer er skriftlige og består simpelthen af spørgsmål, som skal besvares med ordrette citater. Vi har arbejdet lidt med ekamensspørgsmålene, men helt godt blev det ikke. Jeg var lidt træt af, at vi var nødt til at rejse væk fra skolen i starten af november for at forny vores visum i Nepal og så først kunne bruges igen i januar. Om det var det lærerne havde fornemmet eller, hvad grunden var ved jeg ikke, men de foreslog, at vi skulle have noget skole i december måned. Det skulle fokusere på talt engelsk, og da det var uden for pensum ville de tillade os at eksperimentere ret meget med hensyn til undervisningsmetoderne. Og sådan blev det. Fra d. 9. til d. 22. december er der ”english speaking classes” på skolen. Samtidigt foregår der så optagelses procedurerne for nye elever. Det betyder, at kommende forældre kommer op på skolen og ser, hvordan skolen kan fungere.
Vi har delt eleverne ind i tre aldersgrupper. Vi har taget play klassen for sig selv og så lavet en aldersgruppe, der hedder 0-1 og en der hedder 2-4. De har så fået hvert deres program, men med en del samarbejde. D. 9. havde vi læge dag. Det betød, at navnene på forskellige kropsdele skulle indøves, det gjorde vi med stopdans, hvor man skulle røre sin næse eller skulder eller, hvad jeg nu sagde, når musikken stoppede. Da der var strømafbrydelse var den eneste musik vi havde min telefon med disneysange på – på dansk, men det stoppede ikke børnene i dansen. Den store gruppe spillede twister, som vi har lavet en kæmpeudgave af sammen med nogle lokale skræddere. Og så lavede vi skuespil, først øvede de store sig. De viste det så for de små og så kunne de øve sig. En af drengene, Arkash var mægtig god til at finde på forskellige steder han havde skrammer og skavanker, men især i hovedet. Han har for ca. en måned siden randt hovedet mod en mur, så Birgitte måtte tage ham til en læge. Det er en generel tendens, at de er rigtig gode til at bruge, hvad de oplever og ser til at tænke kreativt og gøre legen sjovere. D. 10 havde vi købmandsdag. De store lavede boder, som de små købte fra. Der var ikke ting nok, som de kunne købe, så de måtte hele tiden leveres tilbage. To børn i træk ville købe en frø, og ham, der stod i den bod så helt forvirret ud, indtil læreren (Sukumar) fik leveret frøen tilbage. Så lyste han op og sagde ”Import”. Om børnene lærer noget er jo altid svært at gennemskue for mig, som ikke ved så meget om undervisning, men de har det sjovt. Nogle af de børn, som ansøger om optagelse på skolen kommer ind og kigger i klasserne og vil slet ikke gå igen, men deltager i det der foregår.
Nu skriver jeg om optagelsesprocedurer og det lyder som om, hvert andet barn bliver afvist ved døren. Sådan foregår det slet ikke. Pointen med optagelsesprocedurerne er at vi får børnene placeret i den rigtige klasse og måske får afgjort, at de skal vente et år osv. Skolen mangler elever især fordi den har som målsætning at kunne finansiere elever fra økonomisk dårligt stillede hjems skolegang på skolen. Stort set alle har svært ved at betale de krævede skolepenge, og langt hen af vejen gives udsættelser og nogle penge kommer aldrig. Egentlig er det godt nok, fordi det betyder, at børnene får skolegangen uanset, hvordan forældrenes økonomi er, men problemet opstår, når lærerne ikke får løn. Derfor er det vigtigt med nye elever, så der kan komme penge til skolen.

En ged i gave

2009-12-05T16:47:00.005+07:00

Her er jeg med min saereste sfoedselsdagsgave. Toejet, jeg har paa er en gave fra skolens ansatte.

Man er meget glade for kager i Bangladesh, her er jeg med min foedselsdagskage
Som jeg skrev for to indlæg siden havde jeg fødselsdag i Nepal. men det forhindrer ikke bengalere i at fejre en, når man kommer tilbage.
Den 25. november havde jeg derfor en fødselsdagsfest - oppe paa taget af vores hus. Her havde vi inviteret naboer og alle skolens ansatte. Nogle af mændene gik tidligt fra festen, fordi der var fodboldkamp i nærheden, men resten af os hyggede igennem med bingo.
Bagefter havde Birgitte planlagt, at vi skulle ud til en landsby, hvor vi har nogle venner. Her blev jeg gennet ind i et rum og så hentede Birgitte mig. Udenfor stod der en ged med sløjfe om halsen og kiggede sødt op på mig. Hun var min fødselsdagsgaveged, Rakel. Hun havde været ret bilig, da hun ikke er en hanged og derfor tradtionelt set ikke kan spises. Derudover kan jeg fortælle, at der Bangladesh er skat på geder. På min rakelged er det 100 taka (ca. 7,5 d.kr)
Så nu har jeg et kæledyr her også...

Hvad kan en volontøropgave være?

2009-11-23T14:16:00.000+07:00

Kan det være en afslappet bådtur på en flod?
Kan det være en hyggelig indkøbstur på markedet?
Kan det være at sidde helt alene og skrive eksamensspørgsmål ind på computer?
Ja, ja og ja!
Den tidligere missionær i Bangladesh og Grundlægger af de tre skoler, Filip Engsig Karup kom forbi med en gruppe turister, hvoraf flere er ivrige støtter af skolen. En af dem har endda givet så meget, at skolen i Potnitala er blevet en realitet. Derfor skulle vi naturligvis vise dem skolen og give dem et realistisk indblik i hverdagen her. Det betød bl.a. at de skulle møde vores herlige børn, som i dag havde tegneeksamen og eksamen i fysisk træning (kaldet PT). Bagefter skulle de høre om vores skole og beværtes med chanacur og the. Da hele denne forestilling var slut tog vi ned til floden, hvor vi sejlede i 1½ time, der var ren afslapning og samtidig frokost. Her fortalte vi om arbejdet på skolen, hvorfor vi var her osv. Denne frokost havde vi volontører og Aloka købt ind til i går, så det var jo sådan set også en del af vores opgave som volontører. Men markedet er jo også altid en oplevelse af lyde lugte og mennesker, der spørger hvor vi kommer fra og hvad vi laver i Bangladesh. I Nuzipur består markedet af to dele. Der er det traditionelle marked, hvor man køber især mad, det kan være levende fisk, geder og høns eller friske grøntsager. Denne del er meget traditionel og omfatter vel egentlig også tøjmarkedet og skrædderne. Den anden del er moderne goder. Her kan fx købes diverse plasticting fra opbevaringsbokse til havestole. At dømme efter antallet af den slags butikker er der godt salg i den slags ting. Man kan også købe chips, der er i omegnen af en slags at vælge imellem, den er med tomatsmag og egentlig meget god. Man kan godt få andre former, men smagen er den samme og også prisen, 10 taka for 25 gram. Denne del indebærer også papirbutikker, med alt i blyanter og kuglepenne. Stort set alt er også billigt her, et A2 stykke karton koster 8 taka og 12 kuglepenne i en kvalitet koster 40 taka, mens 1 i en anden kvalitet koster 6 taka.
Vel hjemme igen skrev jeg lige det sidste eksamensspørgsmål ind på computer, det er et religion for de kristne elever på skolen (kun fra 3-4 klasse, hvor der er to og de er lærebørn). Denne undervisningsform er ren søndagsskole, de hinduistiske og muslimske børn har lignende spørgsmål og undervisning. Det har altså været en dag uden særligt meget børnekontakt, men alligevel en dag, der kan gavne børnene.

Lovsang paa bjerget

2009-11-18T08:09:00.002+07:00

"Vor Gud er saa stor, saa staerk og saa maegtig, der intet umuligt for ham
Vor Gud er saa stor, saa staerk og saa maegtig, der intet umuligt for ham
Hans haender har skabt hvert bjerg og hver dal, hvert hav og hver eneste stjerne.
Vor Gud er saa stor, saa staerk og saa maegtig, der intet umuligt for ham"

Den folelse stod jeg med flere gange paa vores tur til Nepal, hvor vi saa bjerge og floder saa flotte, som jeg aldrig har set dem foer. Og hvor vi moedte mennesker, der boede i denne storslaaede natur og levede der, imponerende.

"Ingen er saa tryg i fare
som Guds lille boerneskare
Fuglen ej i skjul bag loevet
stjernen ej hoejt over stoevet"
- Lina Sandell

Vi kom en dag for sent afsted pga. noget boevl med flyet og det betoed, at vi skulle vaere i Kathamanu indtil d. 10 nov. Her var der varslet uroligheder, fordi Maoisterne ikke kunne lide regeringen. Vi strandede i Kathmandu, fordi de sluttede en ring omkrng byen, men oplevede ingen problemer, og fik os en god dag, hvor vi saa abetemplet, som er et must see i Napal.

"Nu rinder solen op ad oesterlide
Forgylder klippens top og bjergets side
vær glad, min sjæl, og lad din stemme klinge,
stig op fra jordens bo,
og med din tak og tro
til Himlen svinge!"
- Thomas Kingo

Vi startede vores dag tidligt (Ved 6 tiden) og fik derfor nogle rigtig flotte solopgange. Saa gik vi ellers i x antal tmer. Den foerste var det kun 2, den anden, den tredje 4 og fjerde 8 igen. Vi afsluttede med et par timers gang paa den 5. dag.

"Befal du dine veje
og al din hjertesorg
til hans trofaste pleje,
som bor i Himlens borg!
Han, som kan stormen binde,
hvem bølgen lyde må,
han kan og vejen finde,
hvorpå din fod kan gå."
- Paul Gerhardt

"Du skal over elven i dag
Du faar kende at stroemmen ta'r tag
Som en arving til doeden vor frelser han led
Du skl gaa gennem vandet i dag"

Vejen var ikke alle steder lige nem at gaa ad. Der var store sten og mange ujaevnheder. Naar vi saa kom gaaende kom der lige et hold aesler/ponyer, som skulle forbi. Den 2. dag gik vi 1700 hoejdemeter.

"Tak for de mennesker,
som blev vor stoette,
naar vi fandt vejen besvaerlig at gaa"

Disse ord fik en helt ny betydning, naar jeg var ved at falde ned af en traestamme over en flod og Dill, vores guide graeb fat i min arm.

"Du som har taendt millioner af stjerner
taend i vort moerke en tindrende tro"

Det blev tidligt moerkt, saa selvom v gik enormt tidligt i seng var vi ogsaa oppe til at se stjerner, og det var smukt uden gadelys og andet forstyrrende.

"Hip hurra det min foedselsdag, det er i dag den dag jeg kom frem og sa' "Jeg kommer langvejs fra - sig nu paent goddag - til mig""
- ups det var ikke en lovsang, men tak for alle hilsner, det var skoent at faa dem, da vi kom ned af bjerget og fk naet igen.

I Nepal

2009-11-09T22:07:00.000+07:00

Lige nu sidder jeg i Nepal paa et hotel. Her er lidt koeligt, men det bliver meget vaerre, naar turen i morgen gaar til Pogra soen, hvorfra Birgitte og jeg skal paa trekkingtur. Vi har faaet turen arrengeret gennem et firma, som "turen gaar til Nepal" anbefaler. Ifoelge receptionen kan vi komme ud af byen inden den bliver lukket af uroligheder i morgen, saa hvis I hoerer om den slags er vi ikke indblandet. Grundet almindeligt daarligt net kan vi nok ikke kontaktes foer vi er tilbage i Bangladesh d. 17 om eftermiddagen, saa vaer soede at tage den med ro. Selvskabet vi skal rejse med er kendt for at have redet danskere ud af farlige situationer, men det regner vi absolut ikke med bliver aktuelt.
Vi vil holde os lige under 3000m grensen, hvor der er lille sandsynlighed for hoejdesyge, men udsigt til tre af de bjerge, der er over 8 km hoeje. (ikke verdens top, men tre andre).
Dagen i dag har vi bl.a. brugt paa at arrengere turen og koebe udstyr, men vi har ogsaa haft tid til at nyde solnedgangen over Kathmandu med bjerge i alle retninger, se lidt smaatempler rundt omkring i byen og glaede os over luksusting som "RIESENchokolade" og spagetti eller hvad med pomfritter...
Det er sjovt, at sammenligne med Bangladesh. Her er fx ogsaa stroemafbrydelser indimellem, rickshaws og folk i treepieces. Men efter et helt doegn i landet har vi stadig ikke set en ko paa vejen, ingen har kaldt os "Biedeshi" og i det omraade, hvor vi er skal det nok vaere ca. 1/3 turister og 2/3 lokale.
Alt det her trekkinghaloej giver nogle sjove oplevelser. Jeg har fx for foerste gang i mit liv faaet en kompliment for mine eccosandaler, men her er de lige som fodtoej skal vaere!

Den spasmager til Kabr... og andre sjove og gode billeder

2009-11-05T08:35:00.005+07:00

Nu skal vi lige en tidages tur til Nepal for at forny visum. Derfor er vi paa hotellet Viator i Dhaka, hvor der er godt net og I faar et billedfyldt indlaeg. Der er ikke saa meget at laese, men jeg skylder jer vidst ogsaa noget der ikke tager timer.
Jeg bliver 21 i Nepal, saa hvis I vil oenske tillykke kan I skrive en sms (ikke ringe) til mit danske nr. og slippe med dansk indenlndstakst.

Her er Shandida igang med at tegne med helt nyspidsede farveblyanter efter at Tarup Centeret havde givet os nogle gode blyantspidsere. Det var fedt at opleve, hvor glade boernene blev for noget, der er saa almindeligt i Danmark.

Kabir er en af skolens laere. Han elsker, naar vores undervsning er anderledes.
Her viser han praepositionen. Kabir is in the box.

Vi har ogsaa oevet praepositioner ved at lade dem guide hinanden igennem en bane bestaende af forskellge ting de skulle rundt om, over og under. Det var ret sjovt.

En af skolens vandrivere er blind paa det ene oeje, men han er en utrolig glad mand!

Flotte udsigter er her ogsaa...

Her iBangladesh maa man ikke vaere bange for opmaerksomhed og man skal helst paa en meget Mary Donnaldsenagtig maade kunne overskue alle de boern, der baeres hen til en.

REgeringen havde bestemt sig for at alle boern skulle have en ormekur, saa det fik de i skolerne.

Selvom vi arbejder meget med de voksne er der ogsaa tid til at babyer forelsker sig i os. Hende her demonstrerede paa fineste vis, hvorfor plastic paa bleer er en god id'e, det havde hun ikke, og det gk ud over mine bukser to gange i loebet af den dag, men som hun ser ud bliver hun jo tilgivet alt.

Vi underviste laerene i brug af kort, der var godt nok meget de ikke vidste hvor var, men nu haaber vi, at de begynder at bruge kortene, der er givet til skolen. De haenger i hvert fald rundt omkring og vi proever at minde dem om dem!

Vi fik besoeg af en gruppe danskere, de lavede dansk mad til os og vi snakkede dansk med andre, end hinanden. Billedet er taget paa kostskoolen i Sociotpur.

Når voksenkontakt og børnekontakt går hånd i hånd

2009-11-01T23:38:00.002+07:00

31. Oktober
Jeg går hen imod skolen mens jeg bærer på en printer med en god stak papirer ovenpå. Jeg er pænt iført fuld tree-pieces. Henne fra skolen får Shima og Akbar øje på mig og løber højlydt henimod mig. Shima tager et fast tag i min venstre arm, mens Akbar meget gerne vil have et kram LIGE NU! I mellemtiden er elev nr. 3 og 4 dukket op, de tager fat i min højre side. En af de lokale børn, der ikke går på skolen gør mig ivrigt opmærksom på sine sko, der piver, når han tager et skridt. Han hopper insisterende op og ned. Jeg får på mit bedste bangla (hvilket ikke er voldsomt godt) forklaret, at de lige må vente et øjeblik. Hele tiden prøver jeg at holde min urna (et tørklæde til at bære over skuldrene) bare nogenlunde på plads, men selv med sikkerhedsnåle er det svært. Og naturligvis at beskytte printeren både mod at falde ned og mod de børn, der kommer til og råber ”computer, computer”. Den ene elev følger mig helt ind på læreværelset, hvor jeg får stillet printeren fra mig og så er i stand til at gå ud til børnene. Akbar har helt opgivet at få min opmærksomhed på en positiv måde og er i fuld gang med at slå en anden elev oven i hovedet. Shima har allerede stillet sig pænt ind på rækken til morgenassemply (morgengymnastikken), men da jeg går hen og får Akbar stoppet vil hun også være med. Jeg får dem begge ind på rækken og kan nu koncentrere mig lidt om resten af børnene. De store hjælper gerne til med at få de små ind på rækker, men jeg må lige have fat på Anni, som går i standart 4. Hun uddeler hyppigt små slag til de andre, når de gør noget forkert. Igen forklarer jeg hende, at sådan gør vi altså ikke her på skolen. Tålmodigt går hun tilbage og prøver nu ved at fortælle den anden elev, hvor han skal stå at opå det, hun ønsker og det lykkes. Da vi kun har ca. 60 elever virker det ind imellem som en søskendeflok. De store er meget kærlige overfor de små, men påtager sig også indimellem en opdragende rolle. Denne gang vandt de pædagogiske metoder, men det er ikke hver gang. Men den glade modtagelse vi får, når vi kommer minder mig om, at de bedste ting i livet ikke kan fotograferes. Det er simpelthen hele stemningen og glæden. Det er især fantastisk, hvis jeg ikke kommer lige til morgenassempley, men så meget inden at det kærlige kaos ikke spolerer noget.
Da morgen assempleyen er slut starter jeg timen i playclasse for skolens kvindelige lærer, Aloka, som vi bor sammen med. Det er i princippet en banglatime, men det kan jeg ikke klare, så jeg får dem lige hoppet lidt igennem og synger en sang sammen med dem. Det er en regnbuesang og jeg prøver at få dem til at udpege de forskellige farver mens vi synger. Det er altid svært, fordi man sagtens kan høre det på hele skolen, men på den anden side skal playclass også gerne holdes nogenlunde beskæftiget. I dag var jeg også heldig med sangen, de sang ikke så meget med, men var alligevel kontrollerede, måske fordi de pegede rundt. Aloka ankommer nu og jeg fortrækker til læreværelset, hvor jeg hjælper Kabir med et spørgsmål på engelsk. Selvom han er et par år ældre, end mig hilser han mig med et ”madam Maria”. Jeg svarer ham med et drillende ”yes, sir”, hvorefter han retter det til ”sister Maria”. Det er meget typisk for Bangladesh, lærerne kalder også hinanden for ”apni” (=de/dem). Kabir er så dygtig, at jeg altid forstår hovedmeningen af spørgsmålet, hvilket selvsagt gør det meget nemmere at rette det til. Læringsivrig er han også, så han spørger hele tiden og vil meget gerne rettes, hvilket gør det meget nemt at rette lidt uden at fornærme ham. Desuden er han begyndt at kræve, at børnene forstår teksten og stiller spørgsmål, hvor man ikke kan tage et direkte citat fra teksten som svar. Torsdag var jeg virkelig imponeret over et eksamensspørgsmål. Han startede med et tekstuddrag, som han så stillede spørgsmål til bagefter. Det er en måde at gøre tingene på, som jeg selv har været ude for i Danmark. Herefter går jeg i gang med at skrive eksamensspørgsmål ind på computer. Det er en dansk computer, der har fået engelsk software, derfor er tasterne ikke, der hvor tastaturet siger det. Vil man fx lave en parentes ender den ofte med at se sådan her ud: ”*(”. Ikke alle spørgsmålene er lige opløftende. Tag fx det her: “Mahbubis mother name is _____________” Det skal huskes udenad fra teksten, som eleven ikke har hos sig under eksamen. Desuden indeholder den en rigtig typisk bangla-engelsk grammatik fejl: man er ikke glad for genitiv s-er. Andre er såmænd meget fornuftige: Omskriv en sætning til negativ, vælg mellem to ord i en sætning eller ændre graden af et ord. Nogen er vi nød til at omskrive, mens vi behøver en forklaring for at omskrive andre. Når vi så har et eksamensspørgsmål, som spørger ”Where is the goat” uden at havde et billede eller lignende kan det godt være svært at forklare lærerne, hvorfor det ikke er en god idé. Men vi har faktisk fået Aloka til at lave tegninger til sine eksamensspørgsmål i den stil og det ændrer spørgsmålet fra elendigt til super godt. I løbet af dagen får jeg undervist i st. 1, og st. 0, som er på alder med danske børn på det niveau i skolen, men meget dygtige. Jeg kan ofte gøre mig forståelig herinde, men ind imellem sker der misforståelser og det er altid vanskeligt at afgøre, hvad der er gået forud for en konflikt mellem eleverne. Det er ikke en særlig stor del af vores opgave at have den direkte undervisning, vi har lige nu tre skemalagte undervisningstimer om ugen, som Birgitte og jeg tager os af, men i praksis bliver det noget mere. Vi har fem lærere til fem klasser og den ene er forstander for skolen. Når en lære er syg eller forstanderen har andet arbejde at lave underviser vi. Det går i reglen meget godt, hvis det ikke er inde i playclassen. Selv dem er vi begyndt at få rimeligt styr på, især, hvis vi begge to kan være der. Så kan en tage sig af ballademagere og en anden holde en aktivitet kørende, men det er en nødløsning, fordi de ikke lærer særligt meget af det, men bare underholdes, så de ikke ødelægger resten af undervisningen. Jeg har haft st. 0 og st. 1 en hel del og kan godt lave meningsfuld undervisning herinde. St. 0 er blevet ret gode til farver og former, fordi jeg har brugt nogen af ”vores” timer derinde på at arbejde med det. Vi har fx lavet ”farve/form dyr” Egentlig skal vi hjælpe lærerne med at forbedre deres undervisning. Det gør vi, ved at følge undervisningen og kommentere på den. Desuden skal de efter skole forberede næste dags undervisning, mens de sidder på skolen, her kan vi så komme med indvendinger og nye idéer. Det har i realiteten ikke virket den sidste måned, fordi de forbereder eksamen. Efter skole har vi en form for læremøde. Den sidste tid er det ligeledes gået op i eksamensspørgsmål, men vi har også leget, sunget, diskuteret hvordan man bedst håndterer playclassen osv.
Udfordringer er som det fremgår af det ovenstående, ikke nogen sjældenhed. Derfor nød vi virkelig også onsdag-fredag. Bodil Noer, som er tidligere missionær på kostskolen i Sociotipur, (skal garanteret ikke staves sådan) kom sammen med sin niece, en veninde og dennes søster og søsterens mand. De besøgte skolen onsdag og vi kunne vise vores arbejde frem til nogle danskere. Det var virkelig en fed oplevelse. Det gik på en helt ny måde op for mig, at det er nu, vi er her nu og vi er dem, der er her. Torsdag, hvor vores weekend begyndte tog vi ud til kostskolen. Her havde de fået kokken til at bage dansk franskbrød og havde forskelligt pålæg med. Vi fik vingummi, dansk chokolade og – mums – piratos. De fortalte om Danmark og vejret derhjemme. I har haft nattefrost, kan jeg fortælle og en rigtig smuk september. Lørdag havde de arrangeret det på den måde, at vi kunne blive hele eftermiddagen på skolen, mens de tog videre. Her var der en del danske bøger, som vi kunne læse og nyde, bl.a. disneybøger, men også Søren Kierkegaard. Her var sit-down toilet og RIGTIG VARMT VAND, som vi kunne bade i. Vi døbte det lille badeværelse med ru gulv og cement ”Spahotellet”. Det kan måske bedst forklares ved at fortælle, at vores bade siden vi ankom til landet har været koldt. De sidste par uger er det også begyndt at føles koldt, fordi været er blevet køligere. Enkelte gange har vi badet ved håndpumper i fuld offentlighed (iført fuld tree-pieces) og en enkelt gang i en sø efterfulgt af håndpumpe. Vi fik en dejlig afslappet dag.
Og det var der brug for, for vi kom tilbage til en skole uden forstander, hvor vi skulle færdiggøre eksamensspørgsmål inden vi bliver nødt til at forlade landet pga. visa. Vi er så i Nepal mens der er eksamen på skolen. Vi ville gerne have haft det rykket 14 dage, fordi der efter eksamen er ferie på skolen. Men sådan er det med visa. Vi vil nyde en rigtig ferie, hvor vi måske ikke er de eneste hvide.

Smagen af Bangladesh

2009-10-26T17:43:00.002+07:00

Her den anden aften proevede vi for foerste gang at lave aftensmad selv, vi lavede en bengalsk nuddelret, som jeg giver jer opskriften paa, saa kan I selv smage.
Tag to gryder. I den ene koges nudler med buliong som du ville goere normalt. Saa smides vandet ud.
I den anden steges et hakket log med en hakket chilli i olie. Det tages op ig blandes med et helt aeg og lidt salt. Saa steges det i den samme gryde, aegget skal "oedelaegges", saa det er smaa stykker aeg og ikke en hel omelet.
Nu komes de toere nudler i og der steges et par minutter.
Velbekomme - og ja, vi toer godt give Ribikka, vores madmor/kok/ven fri en anden aften, vi fik mad og det smagte godt! (MEN vi er glade for Ribikka)

Torsdag på skolen

2009-10-20T16:23:00.001+07:00

Her kommer der et langt indlæg, så vær lidt tålmodig, til gengæld er temaet en ”torsdag på skolen”, altså hvordan en helt almindelig hverdag er og det er jo meget spændende. Hvis du synes at det er langt kan du jo tænke på, at du sikkert kan læse det hurtigere, end jeg kan oploade det…
Det er morgen i den by, hvor vi bor og folk er ikke rigtigt stået helt op og kommet i gang med dagens gøremål endnu, så her er meget roligt. Det er flere timer siden der var morgenbøn, men den får vidst nærmest lov til at lave sit eget uforstyrrede lydhav midt i natten uden at folk står ret meget op af den grund.
Jeg går alene forbi hunde, geder og køer og naturligvis barfodede børn, mænd i lungi (en slags nederdel) og kvinder i farvestrålende tøj. Jeg er på vej til skolen, hvor jeg i dag skal have computerundervisning med Sukumar inden vi begynder børnenes undervisning. Jeg forventer at komme til en tom skole, da der er over en time til mødetid, men i stedet kommer jeg til en skole, hvor der er ca. 10 elever og hurtigt kommer flere. Der er selvsagt ingen morgen fritidsordning, men går noget galt er vores te-dame, Shita (Aya som jobbetegnelsen er hernede) på pletten. Hun har moderinstinkterne godt på plads og eleverne er trygge ved hende.
Sukumar skriver lidt i word på skolens eneste ”velfungerende” computer inden han laver en tabel, som han fejlfrit manøvrerer rundt i med piltasterne, jeg er helt stolt af ham. Derfor belønner vi hinanden med nogle tastespil, her skal han skrive alfabetet fra a-z på tid og bruger 20 sekunder, fra z-a bruger han kun 32 sekunder, hvilket er nok til at slå Birgitte af førstepladsen, så det jubler vi lidt over inden vi går ud og ser morgengymnastikken, som her på skolen gennemføres i vintersæsonen. Her er der både ed til fædrelandet, bøn der er fællesreligiøs og lidt ”motion” bestående af nogle øvelser med arme og ben, som er godt koordinerede.
Så starter undervisningen, da Jagadish i dag ordner nogle administrative ting tager jeg hans klasser, det er alle sammen matematik og det går rigtig godt. Jeg ganger lidt med en 1. klasse, som sagtens kan gange tocifrede tal sammen, i hvert fald på tavlen, det går af en eller anden grund galt, lige så snart de skal skrive det i hæftet, hvilket er lidt sært, men ok, vi holder os til tavlen og så kan de skrive tabeller i hæftet imens. Birgitte løser vores egentlige opgave imens, hun observerer nemlig på play-class og hjælper til i undervisningen, men lader Sukumar undervise.
Efter skole har vi legedag fordi det er torsdag. Det er ugens højdepunkt for eleverne. Især, hvis de får lov til at lege med LEGO. Vi ordner det sådan, at vi deler dem i tre grupper, den ene leger med LEGO inden for. Det er et sandt kaos, mens de to andre leger udendørs lege. Birgitte har en gruppe, der leger ”kinesisk rundbold”, der går ud på at kaste en bold frem og tilbage mellem hinanden, hvis man taber den skal man så løbe rundt om rundkredsen, og ”rød, gul, grøn stop” sammen med Komol og Aloka, mens jeg har en gruppe, der leger kartoffel stafet og stafetløb med en bog på hovedet. Det er et hit. Efter ca. 15 min. skifter vi gruppe og jeg får nogle nye børn at lege med. Jeg arbejder rigtig godt sammen med Sukumar, som forklarer reglerne på Bangla, når jeg har forklaret på engelsk. En helt klar tendens er, at de store hjælper de små med at forstå og gennemføre legen og det gør det sjovere for alle.
Herefter burde jeg have haft Jagadish (vores principal) til computertræning, men han er ikke kommet endnu, så vi går på weekend i stedet.

Om tiktikier og andet sjov

2009-10-20T16:15:00.002+07:00

Vi har ofte små sjove gæster. Vi har fastboende tiktikier, som er nogle små, myggespisende firben, som vi har bestemt os for at være gode venner med, især fordi de spiser løs af vores myg. De har det lidt sære navn, fordi de siger en ret sjov lyd, når de spiser.
Vi har også andre dyr, kakerlakker, fugle, der flyver ind, græshopper osv. Det kan være hyggeligt, men når jeg finder en tiktikki på min hovedpude skal jeg lige tænke et par sekunder for at komme i tanke om, at de er vores meget gode venner.
Graeshopperne er ret hyggelige, men de synger og det goer de helst lige foer sengetid, saa det kan godt vaere lidt forstyrrende og svaert at falde i soevn til, heldigvid har vi oerepropper med.

THS version 2,0

2009-10-10T17:50:00.003+07:00

Også her i slutningen af ferien havde vi THS.
Nu havde vi haft et par dage til forberedelse af resten af året, så det fungerede endnu bedre denne gang. En af de ting vi lavede var plancher. Der blev lavet plancher om så forskellige emner som ”subtraktion”, ”gradbøjning af adjektiver”, ”solsystemet”, ”Bengalske frugter” og ”forholdsord”. Det vi ville understrege var brugen af billeder i undervisningen, samtidigt håber vi på at vi kan hænge plancherne op steder, hvor lærerne så bruger dem i undervisningen. Det kræver naturligvis samtidigt også at vi er til stede, når de planlægger undervisning og opfordrer dem til at bruge plancherne. På længere sigt håber vi, at de vil bede elever om at lave plancher, sådan som man gør i Danmark. Nogle af de største sejre med det her var, at kun en enkelt lærer tog teksten direkte fra bogen, mens de andre mere eller mindre selvstendigt formulerede teksten om. Der var ligeledes kun en lærer, der kopierede (med håndkraft) bogens billeder.
Det eneste probelem var, at vi havde planlagt for meget, men saa er der jo ogsaa til kommende laerer moeder. Det er en meget god ting at have...

Togskinner??? Dem sider man da på!

2009-10-10T17:41:00.001+07:00

I Bangladesh er færdselsregler noget, som man lærer i skolen, men ikke noget som man bruger udenfor klasseværelset. Vejene er mange steder et virvar af busser, vans (cykkeltaxaer med lad), rickshaws og forskellige slags dyr, men det ser mange steder ud til at gå meget godt. Noget, der derimod undrer mig en hel del er, hvor lidt respekt der er omkring togskinner. Her går man rundt eller sidder lidt og snakker. Man kan fx lade sine dyr græsse eller holde et familiemøde her. Billedet er taget på området ved Rajshahi universitet, hvor de unge ”hænger ud” på togskinnerne som om det bare var en del af parken.

En Bengalsk skæbne 3

2009-09-26T15:07:00.003+07:00

Maaske burde jeg kalde dette indlaeg "en Bengalsk helt" i stedet.
Her er nemlig tale om en kvinde, der alt andet, end har ladet sig styre af en skaebne.
Hun har i meget hoej grad taget haand om sit eget liv.
Bortset fra de faa danskere og den ene nordmand vi moedte i Dhaka er hun det foerste menneske, jeg har moedt hernede, der har vaeret i Danmark. Det skete tilbage i 1990-erne engang i foelgeskab med en praest. Hun snakkede et formidabelt godt engelsk, der stammede fra aars samarbejde med engelsktalende isaer paa missionshospitalet i Bogra. Her havde hun nemlig vaeret matron (oversygeplejerske) i 13 aar.
Hun var meget facineret af mig, men det var bestemt gengaeldt. Hun fortalte en del om,
Hun var ugift, hvilket er meget usaedvanligt og kraever stort mod og stor selvstendighed for en kvinde i Bangladesh.hvor meget hospitalet havde udviklet sig fra et lille hospital til en ressource med stor viden isaer inden for boerne og moedre sygdomme, meget var sket, mens hun var matron.

Til Durga Puja

2009-09-26T14:51:00.005+07:00

Durga Puja er den største hindufestival i Bangladesh.
I flere uger forberedes statuer af guden Durga, der har 10 arme og 10 våben.
Disse tilbedes saa i flere dage med musik og forskellige ofringer.
Kulminationen er at statuerne smides i vandet. Det sker ved fuldmåne.
I går begyndte ofringerne, med musik, dans og en hel masse glade mennesker.
Vi kunne sagtens komme ind og se festlighederne, så længe vi bare huskede at kønnene skulle være adskilte, hvilket vi huskede næsten hele tiden, ikke alle steder var det nemlig lige tydeligt.
I Birganji, hvor vi er lige nu saa vi tre steder meget tæt på hinanden.
Dog havde nogle af de lokale børn svært ved at koncentrere sig om gudestatuerne, når vi var der.

Bengalsk madlavning

2009-09-25T16:29:00.004+07:00

En daglig glaede hernede er maden.
Den er maaske lidt ensformig, men jeg har det som et barn, der faar sin livret hver eneste dag, det er bare skønt!
Maden består af ris og dahl (en ærte suppe) som hovedingredienser hertil oftest enten kun grøntsager kaldet sjupti eller med fisk eller kylling. Der bruges rigtig mange krydderier i maden og de er meget friske. Man tager ganske enkelt et par fed hvidløg, nogle chillier og diverse andet og knuser dem, saa smagen rigtig kommer frem! Hvis man ikke kan finde paa andre grunde til at elske Bangladesh saa er maden punktet, der må overbevise enhver (ihvertfald med min smag)

Et liv uden bil og koerekort

2009-09-25T16:05:00.005+07:00

Her i Bangladesh h ar langt den overvejende del af befolkningen hverken bil eller koerekort, men alligevel virker det som om hele Bangladehs konstant er paa vej et eller andet sted hen. Derfor bruges utroligt mange kreative transportformer. Mest kendt er nok rickshaws, der pryder gaderne med deres flotte farver, men ogsaa vans (der ogsaa er en slags cykeltaxa, men med lad)og alle mulige andre kreative koeretoejer tages i brug. Paa billedet ses en noget overlastet traktor.
Hvad der har facineret os rigtig meget er, at der gaar meget hyppige busser baade lokalt og regionalt og man kan koebe et saede i de regionale, saa dovne danskere ikke behoever at staa op i dem.
Her er der nogle anderledes regler, end vi er vandt til, kvinder uden ledsager sidder oppe foran i bussen og kvinder med ledsager sidder paa vinduespladsen.
(Og endelig, men det er vidst ikke en regl - det foeles som en naturlov: hvide mennesker er nogen man stirrer paa, snakker med og roerer ved)

Teachers Holiday School

2009-09-20T13:33:00.006+07:00

Lige nu er der en forholdsvis lang ferie og derfor har vi besluttet at lave en ferieskole for lærerne. Det har vi døbt Teachers Holyday School (THS)Det er ikke alle lærerne, der kan komme, men de der kan er meget ivrige efter at lære. Vi holder undervisningen på mit værelse og i morges stod Aloka udenfor kl. lidt i 9 (kl. 9 var start tidspunktet), hun var klar til at starte… Efter kl. 12 (hvor vi skulle stoppe) sad Sukrumar stadig og ville øve, og da vi ikke skulle bruge den computer lod vi ham gøre det. Det kan man da kalde læringsiver. Vi har prøvet at arbejde med tekster, sange, grammatikøvelser, computertræning og nogle computerspil, der træner hurtigskrivning på computer. Det er rigtig hyggeligt og både lærerne og vi lærer noget af det. Vi prøver at bruge de kreative bøger vi kan finde og på alle måder at gøre undervisningen kreativ, både så lærerne ikke føler at de spilder deres ferie, men også så de kan se at indlæring kan gøres meget anderledes, end de normalt er vandt til.
Paa billederne ses Birgitte, der underviser Sukrumar i nogle hurtigskrivningsspil paa computeren.

Et Bengalsk bryllup

2009-09-17T13:57:00.002+07:00

Når man er udlænding her i Bangladesh kan man få rigtig mange invitationer. En af dem, vi valgte at tage imod var en invitation til et bryllup. Så da vi var færdig med skolen tirsdag tog vi Sarier på (sandheden er at der var nogen, der gav os dem på) og tog langt ud på landet for at deltage i bryllupet. Vi kendte naturligvis ikke hverken brud eller gom, men alligevel kom vi til at sidde helt oppe foran i kirken og vi fik en personlig velkomst af præsten. Vi skulle naturligvis med på familiebillederne og gommen brugte ret lang tid på at snakke med os. Selve brylluppet havde visse lighedspunkter med et dansk kirkebryllup. De sagde ja til hinanden, de gav ringe og de knælede under velsignelsen, men der var også tydelige forskelle. Bruden blev fx ikke fulgt op til alteret af sin far og parrets udgang af kirken var ikke nær så højtidelig som ved et dansk bryllup. I det hele taget var stemningen en anden. Der var ikke plads til alle i kirken, så den var halvt fuld af børn, hvilket selvfølgelig gjorde at det blev knapt så højtideligt, men midt i det hele sad parret og var meget alvorlige. Det var en oplevelse, som vi meget længe vil huske med glæde.
PS paa biledet ses bruden mellem Birgitte og mig, tak for hjaelpen mor...

Hvem siger at læremøder er kedelige?

2009-09-17T13:43:00.002+07:00

Et lille indblik i onsdagens læremøde. Vi startede med nogle seriøse ting, men både for at have noget at snakke engelsk med lærerne om og for at give nogle idéer til lege, de kan bruge i undervisningen leger vi ofte med lærerne. Onsdag var det en slags dart. Vi skød med våde toiletpapirskugler mod tavlen, hvor vi havde tegnet en dartskive. Vi kunne så buge pointene til at lægge sammen og til at gange med hinanden og derved øve disse to discipliner på en sjov måde.

En bengalsk skæbne2

2009-09-13T15:06:00.002+07:00

Denne gamle dame (ikke Birgitte som sider længst fremme i billedet, med hende med det helt hvide hår) er nogen-og-halvfjers år gammel og helt krumbøjet af mange års virksomt arbejde i landsbyen, derfor kan hun ikke længere lave det samme arbejde som de andre. Men det slår hende ikke ud!
I stedet for at være gammel, uvirksom og gnaven fletter hun kurve (det er hun i gang med at lære Birgitte på billedet). De bliver meget smukke og kan både bruges til at opbevare ting i ude i landsbyen – eller sælges på markedet i byen. Hun er i øvrigt en rigtig bedstemor og vi kunne ikke forlade hendes hus uden at have nydt hendes gæstfrihed, derfor blev vi beværtet med både mælk og hun prøvede også at give os alt muligt andet. Det var utroligt flinkt af hende, men alle de andre i landsbyen ville jo også have os som gæster, så vi kunne ikke spise så meget hvert sted.
I øvrigt er det meget muligt at en Bengalers hus er meget privat og absolut ikke vises frem til alle, men kommer man som hvid er man så meget hædersgæst, at man med det samme vises helt ind – og ofte affærdiges man endda, når man tager skoene af. Det er dog en god regel at begynde at tage skoene af, så har man nemlig vist sin gode vilje.

En Bengalsk skæbne1

2009-09-13T14:51:00.002+07:00

Denne Bengalske pige er født døv. Hun har derfor intet rigtigt sprog og selvom landsbyboerne har prøvet at lære hende lidt tegnsprog er det meget lidt hun kan. Men hun er heldig. Landsbyen har overskud – både menneskeligt og økonomisk til at tage sig af hende og lade hende få en plads i fællesskabet. Derfor opdagede vi ikke at hun var døv før vi havde fået det fortalt, hun legede jo med de andre børn og var i kontakt med de voksne. Hun vil ikke vokse op i armod, men derimod lære at arbejde i landsbyen, mange opgaver vil hun sagtens kunne tage sig af, selvom hun har lidt andre forudsætninger, end de fleste.

Computertræning med Jagodish

2009-09-10T13:46:00.000+07:00

I dag lavede jeg computertræning sammen med Jagodish (den lokale skoles leder, lige under Nogend).
Han er meget dygtig sammenlignet med de andre, så han ville gerne lave noget, han alligevel skulle lave på computer. Han startede computeren og excel helt uden problemer og gik så i gang med at udfylde et skema over antallet af elever på skolen fordelt på klasser, køn og religion. Han skulle kun have hjælp med nogle få ting, så jeg tænkte, at jeg godt kunne lære ham at bruge sumfunktionen i excel. Det var nok gået godt nok, hvis ikke skolens computer havde været en dansk computer, som nogen har doneret til skolen og som så har fået engelsk software. Det resulterede i at vi ikke kunne finde + knappen, og så er det svært at få excel til at lægge tal sammen…
Hvis han skal lære noget nyt må jeg vidst lægge hovedet i blød inden næste onsdag, hvor jeg har computertræning med ham igen. Jeg har sat mg for at finde ud af om computeren i det hele taget kan skrive +, ellers tror jeg at jeg vil bruge min egen for at vise ham den funktion, det gør det nemmere, når der skal tælles elever ol.

Så er vi kommet frem til vores bestemmelsessted

2009-09-10T13:45:00.000+07:00

Lørdag aften ankom vi til Potnitola sammen med Nogend (lederen af de tre SMS-skoler her i Bangladesh). Han havde sørget for et læremøde samme aften.
Søndag startede vi i skolen. Da Bangladesh er et overvejende muslimsk land går skoleugen fra lørdag til torsdag. Fredag er fridagen. Da vi ankom til skolen sammen med Nogend søndag morgen blev vi mødt af eleverne i to rækker. Vi var lidt overraskede. De sang en god-morgen-sang for os. Bagefter fik vi blomster. Det var noget af en velkomst. Jeg følte mig i hvert fald ret overrumplet og jeg følte nærmest at jeg kunne drage sammenligninger til den type velkomst, som de kongelige får, når de besøger en skole eller lignende. I dag (onsdag) har vi haft vores fjerde dag og har fundet ud af at vi nyder stor respekt hernede, men det er heldigvis dysset ned, ellers tror jeg at jeg ville nå at blive ret træt af det.
Nu er vi også kommet lidt ind i rutinen. Vores fokus er hovedsagligt på lærerne, men for at se, hvordan de underviser må vi følge undervisningen og når vi sidder der i klassen får vi helt naturligt kontakt til eleverne. Nogle af klasserne er meget små – jeg tror der er fire elever i den mindste klasse, det er en fjerdeklasse. Der er derimod 23 elever i playclass. At vi får mest kontakt til lærerne kan måske tydeligst udtrykkes ved at fortælle at vi kommer til at have 2 læremøder ugentligt, to dage med How To Teach (HTT), en gang engelsk undervisning (fokus på talt engelsk) og en gang hvor vi leger med eleverne.
Derudover undervisser vi lærerne i computere indtil videre har skolen en computer, så er der en lærer, der får undervisning hver dag.

Vi fik besoeg i huset

2009-09-04T16:23:00.002+07:00

Vi er lige et visit i Birganji, hvor der kommer andre volontoerer lige om lidt (en maaneds tid) og saa fik vi sandelig besoeg af en lille geakko, dem er der mange af hernede og de er alle lige kaere...
Der er ogsaa mus (knapt saa soede) og aederkopper (nej tak) og tonsvis af myg...
I dag (d. 5) tager vi til Potnitola, og saa kommer der nok lidt laengere mellem opdateringerne her paa bloggen, men jeg skal nok proeve at komme med dem.
Jeg glaeder mig ligefrem til vi skal ud at koere, fordi jeg saa kommer taettere paa Potnitola...

Sidste dag i Dhaka

2009-09-02T16:42:00.006+07:00

I dag har vi sagt farvel til sprogskolen. Udlærte i Bangla er vi ikke ligefrem, men vi kan da snakke lidt med de lokale, og de ELSKER det.
Efter middagen har vi brugt på tøjkøb. Her i Bangladesh kommer vi til at gå i tree-pieces (se billederne) så dem skulle vi lige købe nogen af begge to.
Det vækker glæde i tøjbutikkerne hernede, når udlændinge kommer ind for at prøve og købe tøj. Og vi får en service, som man ikke kan drømme om i Danmark.
Jeg købte min i en butik og Birgitte sin i en anden. Imens jeg ventede og hun prøvede tøj snakkede fire ekspedienter med mig, så jeg ikke kedede mig.
Da vi kom hjem til hotellet tog vi nogle billeder, som I også kan få lov at se nogen af:

I morgen tager vi af sted til Birganji.

Min baggage er ankommet

2009-09-01T22:48:00.001+07:00

Hvor kan det vaere fantastisk at faa nogle tng igen, som man troede var vaek.
Det skabte stor glaede, da Etihad (flyselskabet) ringede og fortalte at vi kunne hente tasken, og endnu stoere glaede da jeg fik tasken hel og med de rigtige ting i.

Udlaendinge i Bangladesh

2009-08-29T21:12:00.002+07:00

Man siger, at der ikke er ret mange udlaendinge i Bangladesh. Det er ikke hele historien.
Dhaka er selvfoelgelig ikke turistet, der bliver lagt meget maerke til udlaendinge - selv lige uden for vores guesthouse (=hotel), men hvis man er heldig og leder finder man dem.
Birgitte og jeg har saaledes spist aftensmad med en nordmand (ung pige, der skal arbejde paa ambassaden) og en amerikaner (voksen kvinde der i 18 aar har arbejdet paa et hjaelpe projekt i den sydlige del af landet), der paa forskellig maade har eller faar en hverdag i Bangladesh.
Dog har vi mest moedt udlaendinge der skal vaere eller er i Dhaka (=hovedstaden).
Ellers har vi haft to Rickshawture i dag - den ene kom vi ved en fejl til at give danske priser for - den anden var ren foraering - og faktisk naesten en noedvendig tur, da vi havde en meget svag ide im, hvor vi var.

Kontrasternes by

2009-08-28T22:30:00.002+07:00

Dhaka er i sandhed en kontrasternes by.
Vi har i dag vaeret sammen med nogle mennesker, der arbejder paa ambassaden og er koert gennem fattgdom og slum i en stor bil.
Vi er gaaet fra gader, hvor folk bor i teltlignende steder til Nordic Club, hvor poolen ligger lige ved siden af tennisbanerne.
Vi har koebt toej og diverse praktiske ting som shampoo, fordi min taske stadig ikke er her.

Byen med flere dyt end smil

2009-08-27T18:13:00.003+07:00

Saa er vi ankommet her til Bangladesh. Det skete kl. 5:25 lokal tid. Derfor har vi ogsaa fundet ud af, at der faktsk er en tidsforskel paa 5 timer mellem os og Danmark. Det bliver saa tl seks timer, naar I gaar over til vintertid.
Saa snart vi kom ud agf lufthavnen opdagede vi dyttene. De er der hele tiden og selvom der er rigtig mange smil er der stadg flere dyt...
vi opdagede ogsaa at vi er specielle, der bliver raabt efter os paa gaden og tiggere bruger ikke lang tid paa at opsnuse os, men det er ogsaa en del af oplevelsen.
Vejeret er fugtigt og varmt (op til 36 grader og 85 % luftfgtighed i dag).
Vi er blevet vel modtaget hernede, selvom min rygsaek er et ubestemmeligt sted mellem Bruxcels og Dhaka. (Dog ihvert fald ikke i Dhaka).
Det har givet nogle frustrationer i dag, ikke mindst, fordi jeg kun har kunnet opnaa kontakt til rejseforsikringen 1 gang, og den gik tabt. Saa nu skriver jeg en mail!
Flyveturen var som flyveture er flest: lang og ikke saerligt spaendende, men vi maate da ogsaa laere noget, som fx at der var bon i hojtalerne inden turen, at maden var halal og at solnedgangen blev annonceret...

Det skal dog lige siges, at uanset hvor vi kommer hen oplever vi en venlighed, som er helt ufattelig. Vi skulle fx hen til sprogskolen til introdukton og en fra hotellet fulgte os derhen.

Sidste dag inden afrejse

2009-08-25T23:16:00.002+07:00

Så er det i morgen (eller rettere i nat) jeg skal afsted.
Tasken er pakket og ligger på gulvet. Med både LEGO til børnene og min sovepose spændt fast udenpå.
Håndbagagen er også ved at være der. Det var det eneste sted jeg kunne få plads til skolebøgerne...
I eftermiddag fik jeg besøg af en fotograf og en journalist, der skulle lave en artikel om mig og skolen til Fyens Stifttidende.
Det var ret sjovt...

Nomoskar

2009-08-22T21:23:00.003+07:00

Jeg vil da lige hilse jer, på en rigtig Bengalsk måde, så Nomoskar

Forberedelseskursus III (Udsendelsesfest)

2009-08-21T23:52:00.008+07:00

Vores forberedelseskursus sluttede med en festaften, som vi som volontører havde forberedt. Det foregik på den måde, at vi valgte os ind i forskellige grupper som fik hvert sit ansvarsområde. Jeg var i den gruppe, der skulle finde prædiketekst.
Vi valgte nogle vers fra salme 40.
Vi satte så alle delene sammen til en gudstjeneste, hvor der var ca. et kvarter med bøn. Imens stod volontørene i en rundkreds. Her blev alle både personer og projekter nævnt med navn. Men der var også sange og et lille dramastykke.
Efter gudstjenesten var der en festaften på diakonhøjskolen. Her mødte jeg Birgittes forældre. De virkede meget flinke og faldt lynhurtigt i snak med mine forældre.
Vi spiste en rigtig god aftensmad og havde så noget information om projekterne.
Alt i alt en god aften.

Da der blev bedt stod vi volontører i en rundkreds.

Mine forældre blev også glade for at møde Birgitte, der står til højre på billedet ovenover.

Her står hele Bangladesh holdet. Fra Venstre: Helle, der er ansat hos IMPACT og som ikke skal til Bangladesh, men holde styr på det hele i Danmark. Birgitte, Mig, Helle der skal til Bangladesh og Steffen.

Forberedelseskursus II

2009-08-19T03:00:00.002+07:00

Så er det næst sidste aften på forberedelseskurset.
Jeg er ved at være godt træt og kan mærke, at det gælder hele vejen rundt.
Alligevel er stemningen rigtig god og folk er utrolig flinke ved hinanden. Det er rigtig skønt.
I går aftes tog vi fire, der skal til Bangladesh en hyggelig cafétur inde i Århus, hvor vi snakkede om opgaven og lærte hinanden bedre at kende. Vi sluttede med at spille nogle ret intense spil bordfodbold. Så sådan kan forberedelser også være.
Dagen i dag har indeholdt nogle ret provokerende oplæg med titler som "Hvem har mest brug for hjælp?" og "Børn i den tredje verden". Der har været nogle overvejelser, som vi måske nok havde brug for, men som ikke altid var rare. Derfor var det også meget skønt at afslutte dagen med nogle ret alternative undervisningstimer:
Vi legede og lærte hvordan man finder på en leg.
Det gav både gode og mindre gode resultater, men vi fik ihvert fald grinet.

Forberedelseskursus

2009-08-15T02:10:00.002+07:00

Nu er vi så gået igang med den del, som IMPACT kalder første etape af volontøropholdet: FORBEREDELSESKURSET eller "Impact academy".
Her har jeg mødt Birgitte, som jeg skal rejse med. Hun er en rigtig sød pige, som jeg glæder mig til at rejse med. Men selv med en rigtig sød pige er det meget lang tid vi skal være ene danskere i et stort område. Det bliver udfordrende, spændende og faktisk rigtig fedt.
I dag havde vi "Hand over day", det er vi lige blevet færdige med. Det indebar at der kom to volontører, der lige har været på skolen i Potnitola og fortalte os en masse om stedet og rejsen derud og det arbejde vi skal lave. Faktisk begyndte vi med at høre om en masse overordnet for alle tre skoler sammen med de to andre.
Birgitte er blevet meget lettet over at have fået så meget at vide.
Jeg blev selv lidt overrasket og måske lidt skuffet over at vi ikke forventes at have så meget børnekontakt, men jeg blev lidt opmuntret af at der er mulighed for at lave aktiviteter med børnene, så det håber jeg at jeg får energi til.
Lige nu er det rigtig spændende og der er mange tanker.

Cricket

2009-08-09T14:41:00.004+07:00

For nogle dage siden læste jeg at man i Bangladesh nyder at spille og se "cricket". Jeg havde ingen idé om hvad det gik ud på ov var derfor noget nysgerrig.

I går havde min far opsnuset at der belv spillet en lokal kamp mellem Odense og Fredericia. Den cyklede vi så ud og så noget af. Først forstod vi ikke ret meget andet end at det var en lang sportsgren, men med hjælp fra flinke spillere forstod vi til sidst ret meget af reglerne.

Det minder lidt om rundbold. Først er det ene hold "inde" - det heder ved gærdet og får så 6*50 bolde. De kastes af en modstander, der skal ramme bestemte områder på banen. Så skal en fra indeholdet skyde til bolden så den rammer ud over kanten af banen. Hvis den rammer jorden inden giver det 4 points hvis man skyder over giver det 6 points. Man kan også løbe på en bold og få point på denne måde.
I Bangladesh spiller man meget bedre, end man gør i Danmark, og nogle af spillerne indrømmede at det så bliver mere interessant at se på, så måske er jeg heldig at se en kamp, hvor vinderen ikke er så givet på forhånd at selv taberne indrømmer det...

Datoen er fundet

2009-08-02T02:30:00.005+07:00

Så har jeg fundet en afrejsedato: den. 26 august 2009, så nu nærmer det sig for alvor.
Jeg skal starte med at være i Dhaka i en uges tid eller deromkring. Her skal jeg gå på sprogskole og lære lidt mere om kulturen inden jeg skal videre til Potnitola.
Derfor blev jeg også glad da jeg faldt over et citat som (måske) er af Søren Kierkegaard:
"At vove er at miste fodfæstet et øjeblik - ikke at vove er at miste sig selv"
Det satte nogle tanker i gang, så nu vover jeg også når det føles som om jeg mister fodfæstet.
- Og så er det vidst på tide at jeg fortæller at jeg naturligvis ikke skal rejse alene, men skal følges med en anden pige - Birgitte.

Turen går til Potnitola

2009-07-07T22:18:00.007+07:00

Så har jeg fået at vide at min rejsemakker og jeg skal til Potnitola. Det er den nyeste af skolerne, den sydligste og den, der ligger længst væk fra de andre (ca. 100 km). (se kortet i sidste indlæg) Der er et andet hold som skal til Birganj.
Skolen i Potnitola har ca. 75 elever og 7 ansatte. Den blev grundlagt i januar 2007.
Mere om skolen: http://www.smsbangladesh.dk/site/velkommen/

Beslutningen er taget

2009-07-02T22:06:00.005+07:00

Så har jeg bestemt mig til, hvad jeg skal nu. Nu er "huen" i hus (klassisk med rødt bånd og naturvidenskabelig linje). Selvom jeg ikke er helt færdig med at fejre vennernes huer så venter verden jo som bekendt. For mig vil verden fra engang i september og ca. et halvt år frem være Bangladesh. Her skal jeg undervise på en lokal skole i enten Birganj, Pirganj eller Potnito sammen med en anden pige. Vores hovedfokus vil især være engelsk undervisningen, derfor var jeg i går på min tidligere skole: Marie Jørgensens Skole i Odense, her fik jeg nogle aflagte undervisningsmaterialer med kreative ideér til engelsk undervisningen. Det er jeg meget glad for. Vaccinationerne er også ved at være der, selvom det har været lidt bøvlet og så får man jo også lige lejlighed til at forklare, hvorfor man skal vaccineres imod diverse ubehageligheder, som de danske læger ikke plejer at have problemer med.
Kortet (som jeg har hugget fra en tidligere volontørs blog) viser Bangladesh. I cirklen ligger de tre skoler (i Birganj, Pirganj og Potnitola). Jeg bliver knyttet til en af dem.