Rigtige maend bruger nederdel

Paa uafhaengighedsdagen den 26. marts fejrer man, at en bengalsk officer erklerede Bangladesh uafhengigt over radioen samme dag i 1971, hvilket blev starten paa den naesten et aar lange krig, som gav Bangladesh sin uafhaengighed. Det goer man i Nuzipur ved at skoleeleverne fremviser PT, som betyder Physcical Training. Det minder om gammeldags halgymnastik med lige raekker, armene frem og ned i knae. Og saa et drama til musik, som omhandler begivenhederne.

I aar skulle vores skole deltage for foerste gang. Der har vaeret en del spaendt forberedelse, men endelig kom dagen.
Vi startede kl. 5 med at Aloka ifoerte mig en roed/groen sari. Laerene havde nemlig bildt mig ind, at ALLE ville have groent roedt toej paa, og jeg ville noedigt skille mig alt for meget ud fra maengden i en lilla tree-pieces. Det viste sig, at ALLE er et lidt voldsomt ord til at beskrive to voksne kvinder, mig og nogle skolepiger, der skulle optraede. Jeg behover vel ikke at fortaelle, at en udlaending ifoert mit fine toej vakte opmaerksomhed paa pladsen? (Og nej, laerene havde ikke roedt groendt toej paa, men Kamol havde et roedt toerklaede i baglommen og PArthwa forklarede mig at han havde en roed/groen troje, men at han havde spildt ris paa den dagen foer, saa den var ikke ren)



Vi startede med at marchere til pladsen, som det kan ses havde jeg en god diskret plads lige bag ved Bappy, som foerte flaget. Nogen skulle jo soerge for at eleverne gik i takt...



Der var naturlig vis ingen PT, fordi tiden var gledet i programmet.
Saa lavede vi lige et gruppebillede, inden vi gik i gang.



Her er de saa. De stolte, frie bengalske maend. (Bappy, st. 4, Rumon, st. 2 og Biplob, st. 4) De har lungi, en slags nederdel, som man binder om sig paa. Og jeg har lovet at skrive, at de ogsaa har bukser paa indenunder, de var nemlig ikke helt stolte af situationen, da lungi er hjemmetoej eller arbejdstoej, og de gaar i skole og altsaa ikke arbejder, men det blev nu i oevrigt hurtigt glemt i latterkramper over, at en af de meget faa ordentlige bengalere var mig. Og jeg har sjaeldent faaet saa mange komplimenter paa en dag, og det kom endda ogsaa fra hoejtalerne, hvilket de stoerste drenge med smoerrede smil var meget gode til at oversaette for mig, da vi var faerdige. Jeg var dem faktisk ret taknemmelige for at de ventede til bagefter, for jeg var roed i bolden nok uden at vide, at lederen havde kaldt mig "increddible beautyful" oppe fra talerstolen.
Det blev ogsaa tilbudt, at jeg kunne blive hovedgaest. (der havde ikke vaeret tid til at finde en saadan, saa shovet koerte uden), men laerene havde andre planer med mig. De spurgte om jeg ville dele flag ud til eleverne, og det indvilgide jeg i. Det var foerst bagefter at jeg forstod at det skulle ske paa scenen.



Saa er vi i gang, fra venstre er pigerne Heya (st. 4), Raita (st. 3), Shanzida (st. 1), Pile (st. 2) og Aushi (st.3) og drengene Bappy
(st. 4), Shurov (st. 5), Rumon (st. 2), MAhib (st. 3) og Biplob (st. 4).
Men jeg maa faktisk indroemme, at jeg noed det, fordi jeg ligesom var en del af holdet... Og saa havde jeg ogsaa den bedste udsigt over dramaet, selvom jeg var traet af opmaerksomhed, da jeg kom hjem.



Her staar jeg klar til at dele flag ud, dejlig diskret placering, ikke?



Og saa danser boernene. Det her er foer krigen, og bengalerne er frie og glade, men saa kommer Pakistanerne og skyder loes...

Og vigtigst VI VANDT DET HELE!!! Det fattede jeg ikke foerst, og blev lidt forskraekket, da jeg blev loeftet i kongestol, men da Musfique (som staar ved siden af mig paa billedet ovenover, udklaedt som Bangabandhu Shick Rahman) ogsaa blev loeftet op begyndte det at daemre for mig.



JEg modtog praemien sammen med ARobi fra play og Musfique fra st 1, da de var blevet naevnt som hovedaarsagerne og laerene lod som om de troede at jeg var hovedaarsagen. (det haaber jeg ikke at jeg var, jeg synes jo naturligvis at vores boern var bedst, men er nok ikke den bedste dommer)
Paa billedet har jeg Arobi paa armen, er hun ikke kaer?



Her fejrer vi det hele, efter at vi er kommet tilbage paa skolen og venter paa sejrs snack. Det er noget saa dansk som en gang "hvem var det, der vandt i dag?" noedtoerftigt oversat til "Who won? - We won!", men stemningen var helt rigtig.



Saa er der tiffin...





Jeg saa da ogsaa soed ud, ikke?












Jeg er naesten ved at vaenne mig til at vaere star. Et par dage foer var jeg til hindufest, hvor jeg endte med at synge "Amar sjonar Bangla" paa en scene sammen med Biplob.

Jeg har snakket en del bangla med vores billedbutik mand og paa den maade faaet et par billeder til jer.
Han er for oevrigt en meget aerlig mand, som da jeg glemte min USB kom helt hen til guest house med den, selvom jeg havde bestilt billeder, som jeg ville hente.