31. Oktober
Jeg går hen imod skolen mens jeg bærer på en printer med en god stak papirer ovenpå. Jeg er pænt iført fuld tree-pieces. Henne fra skolen får Shima og Akbar øje på mig og løber højlydt henimod mig. Shima tager et fast tag i min venstre arm, mens Akbar meget gerne vil have et kram LIGE NU! I mellemtiden er elev nr. 3 og 4 dukket op, de tager fat i min højre side. En af de lokale børn, der ikke går på skolen gør mig ivrigt opmærksom på sine sko, der piver, når han tager et skridt. Han hopper insisterende op og ned. Jeg får på mit bedste bangla (hvilket ikke er voldsomt godt) forklaret, at de lige må vente et øjeblik. Hele tiden prøver jeg at holde min urna (et tørklæde til at bære over skuldrene) bare nogenlunde på plads, men selv med sikkerhedsnåle er det svært. Og naturligvis at beskytte printeren både mod at falde ned og mod de børn, der kommer til og råber ”computer, computer”. Den ene elev følger mig helt ind på læreværelset, hvor jeg får stillet printeren fra mig og så er i stand til at gå ud til børnene. Akbar har helt opgivet at få min opmærksomhed på en positiv måde og er i fuld gang med at slå en anden elev oven i hovedet. Shima har allerede stillet sig pænt ind på rækken til morgenassemply (morgengymnastikken), men da jeg går hen og får Akbar stoppet vil hun også være med. Jeg får dem begge ind på rækken og kan nu koncentrere mig lidt om resten af børnene. De store hjælper gerne til med at få de små ind på rækker, men jeg må lige have fat på Anni, som går i standart 4. Hun uddeler hyppigt små slag til de andre, når de gør noget forkert. Igen forklarer jeg hende, at sådan gør vi altså ikke her på skolen. Tålmodigt går hun tilbage og prøver nu ved at fortælle den anden elev, hvor han skal stå at opå det, hun ønsker og det lykkes. Da vi kun har ca. 60 elever virker det ind imellem som en søskendeflok. De store er meget kærlige overfor de små, men påtager sig også indimellem en opdragende rolle. Denne gang vandt de pædagogiske metoder, men det er ikke hver gang. Men den glade modtagelse vi får, når vi kommer minder mig om, at de bedste ting i livet ikke kan fotograferes. Det er simpelthen hele stemningen og glæden. Det er især fantastisk, hvis jeg ikke kommer lige til morgenassempley, men så meget inden at det kærlige kaos ikke spolerer noget.
Da morgen assempleyen er slut starter jeg timen i playclasse for skolens kvindelige lærer, Aloka, som vi bor sammen med. Det er i princippet en banglatime, men det kan jeg ikke klare, så jeg får dem lige hoppet lidt igennem og synger en sang sammen med dem. Det er en regnbuesang og jeg prøver at få dem til at udpege de forskellige farver mens vi synger. Det er altid svært, fordi man sagtens kan høre det på hele skolen, men på den anden side skal playclass også gerne holdes nogenlunde beskæftiget. I dag var jeg også heldig med sangen, de sang ikke så meget med, men var alligevel kontrollerede, måske fordi de pegede rundt. Aloka ankommer nu og jeg fortrækker til læreværelset, hvor jeg hjælper Kabir med et spørgsmål på engelsk. Selvom han er et par år ældre, end mig hilser han mig med et ”madam Maria”. Jeg svarer ham med et drillende ”yes, sir”, hvorefter han retter det til ”sister Maria”. Det er meget typisk for Bangladesh, lærerne kalder også hinanden for ”apni” (=de/dem). Kabir er så dygtig, at jeg altid forstår hovedmeningen af spørgsmålet, hvilket selvsagt gør det meget nemmere at rette det til. Læringsivrig er han også, så han spørger hele tiden og vil meget gerne rettes, hvilket gør det meget nemt at rette lidt uden at fornærme ham. Desuden er han begyndt at kræve, at børnene forstår teksten og stiller spørgsmål, hvor man ikke kan tage et direkte citat fra teksten som svar. Torsdag var jeg virkelig imponeret over et eksamensspørgsmål. Han startede med et tekstuddrag, som han så stillede spørgsmål til bagefter. Det er en måde at gøre tingene på, som jeg selv har været ude for i Danmark. Herefter går jeg i gang med at skrive eksamensspørgsmål ind på computer. Det er en dansk computer, der har fået engelsk software, derfor er tasterne ikke, der hvor tastaturet siger det. Vil man fx lave en parentes ender den ofte med at se sådan her ud: ”*(”. Ikke alle spørgsmålene er lige opløftende. Tag fx det her: “Mahbubis mother name is _____________” Det skal huskes udenad fra teksten, som eleven ikke har hos sig under eksamen. Desuden indeholder den en rigtig typisk bangla-engelsk grammatik fejl: man er ikke glad for genitiv s-er. Andre er såmænd meget fornuftige: Omskriv en sætning til negativ, vælg mellem to ord i en sætning eller ændre graden af et ord. Nogen er vi nød til at omskrive, mens vi behøver en forklaring for at omskrive andre. Når vi så har et eksamensspørgsmål, som spørger ”Where is the goat” uden at havde et billede eller lignende kan det godt være svært at forklare lærerne, hvorfor det ikke er en god idé. Men vi har faktisk fået Aloka til at lave tegninger til sine eksamensspørgsmål i den stil og det ændrer spørgsmålet fra elendigt til super godt. I løbet af dagen får jeg undervist i st. 1, og st. 0, som er på alder med danske børn på det niveau i skolen, men meget dygtige. Jeg kan ofte gøre mig forståelig herinde, men ind imellem sker der misforståelser og det er altid vanskeligt at afgøre, hvad der er gået forud for en konflikt mellem eleverne. Det er ikke en særlig stor del af vores opgave at have den direkte undervisning, vi har lige nu tre skemalagte undervisningstimer om ugen, som Birgitte og jeg tager os af, men i praksis bliver det noget mere. Vi har fem lærere til fem klasser og den ene er forstander for skolen. Når en lære er syg eller forstanderen har andet arbejde at lave underviser vi. Det går i reglen meget godt, hvis det ikke er inde i playclassen. Selv dem er vi begyndt at få rimeligt styr på, især, hvis vi begge to kan være der. Så kan en tage sig af ballademagere og en anden holde en aktivitet kørende, men det er en nødløsning, fordi de ikke lærer særligt meget af det, men bare underholdes, så de ikke ødelægger resten af undervisningen. Jeg har haft st. 0 og st. 1 en hel del og kan godt lave meningsfuld undervisning herinde. St. 0 er blevet ret gode til farver og former, fordi jeg har brugt nogen af ”vores” timer derinde på at arbejde med det. Vi har fx lavet ”farve/form dyr” Egentlig skal vi hjælpe lærerne med at forbedre deres undervisning. Det gør vi, ved at følge undervisningen og kommentere på den. Desuden skal de efter skole forberede næste dags undervisning, mens de sidder på skolen, her kan vi så komme med indvendinger og nye idéer. Det har i realiteten ikke virket den sidste måned, fordi de forbereder eksamen. Efter skole har vi en form for læremøde. Den sidste tid er det ligeledes gået op i eksamensspørgsmål, men vi har også leget, sunget, diskuteret hvordan man bedst håndterer playclassen osv.
Udfordringer er som det fremgår af det ovenstående, ikke nogen sjældenhed. Derfor nød vi virkelig også onsdag-fredag. Bodil Noer, som er tidligere missionær på kostskolen i Sociotipur, (skal garanteret ikke staves sådan) kom sammen med sin niece, en veninde og dennes søster og søsterens mand. De besøgte skolen onsdag og vi kunne vise vores arbejde frem til nogle danskere. Det var virkelig en fed oplevelse. Det gik på en helt ny måde op for mig, at det er nu, vi er her nu og vi er dem, der er her. Torsdag, hvor vores weekend begyndte tog vi ud til kostskolen. Her havde de fået kokken til at bage dansk franskbrød og havde forskelligt pålæg med. Vi fik vingummi, dansk chokolade og – mums – piratos. De fortalte om Danmark og vejret derhjemme. I har haft nattefrost, kan jeg fortælle og en rigtig smuk september. Lørdag havde de arrangeret det på den måde, at vi kunne blive hele eftermiddagen på skolen, mens de tog videre. Her var der en del danske bøger, som vi kunne læse og nyde, bl.a. disneybøger, men også Søren Kierkegaard. Her var sit-down toilet og RIGTIG VARMT VAND, som vi kunne bade i. Vi døbte det lille badeværelse med ru gulv og cement ”Spahotellet”. Det kan måske bedst forklares ved at fortælle, at vores bade siden vi ankom til landet har været koldt. De sidste par uger er det også begyndt at føles koldt, fordi været er blevet køligere. Enkelte gange har vi badet ved håndpumper i fuld offentlighed (iført fuld tree-pieces) og en enkelt gang i en sø efterfulgt af håndpumpe. Vi fik en dejlig afslappet dag.
Og det var der brug for, for vi kom tilbage til en skole uden forstander, hvor vi skulle færdiggøre eksamensspørgsmål inden vi bliver nødt til at forlade landet pga. visa. Vi er så i Nepal mens der er eksamen på skolen. Vi ville gerne have haft det rykket 14 dage, fordi der efter eksamen er ferie på skolen. Men sådan er det med visa. Vi vil nyde en rigtig ferie, hvor vi måske ikke er de eneste hvide.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar